PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Hjertets rene sprog 173 læremoder, der ikke var blevet genansat i et arbejdshus og nu stod uden ind­ komst. Desuden havde måden, hvorpå hun var blevet opsagt været “imod al Ret og Billighed”: Man kunne da ikke bare opsige hende som en anden tjene­ stepige!34Hun krævede “Retfærdighed for liidte Forurettelser”, og derfor ville hun ikke forlade København, selvom hun blev tilbudt rejsepenge. Hun ville ikke lide “den Uret og ey være i Erindring for min havde Møye”.35 Henrica så med bitterhed tilbage på årene ved skolen, som havde vist sig frugtesløse, nu hun havde mistet sin “timelige Velstand”. Alt hvad hun havde faet igen for sin umage, var uforskyldte lidelser.36Hun var på uretfærdig vis blevet sat til side for den anden læremoder med familieforbindelser i Pleje­ kommissionen og hun skildrede sin egen patriotiske flid og uselviskhed, som modstykket til Plejekommissionens upatriotiske nepotisme og ødselhed.37 Henrica forsøgte med sine breve at bevæge Magistraten til en “retfærdig” afgørelse af sagen til hendes egen fordel. Selvom Magistraten bar en del af an­ svaret for Henricas nød ved intet at foretage sig, valgte hun alligevel at omtale myndighedernes handlemåde i smigrende vendinger. Således kaldte hun Ma­ gistraten for retfærdighedens håndhæver og de forladtes forsvarer, henviste til dens retfærdighed mod enhver uretlidende, og tilføjede: “neppe (...) mange kand giøre meere grundet Fordring paa Den Høye Magistrats Medlidenhed end ieg”.38 Menneskekærlighed, ædelmodighed og borgerret Henrica appellerede ikke kun til Magistratens retfærdighed og medlidenhed, men også til dens “saa bekiendte Ædelmodighed og Menneskekierlighed”, der måtte byde den at hjælpe hende.39Halvanden uge efter hendes hjem var brændt i den store brand, gjorde hun Magistraten opmærksom på, hvorledes en ædelmodig menneskeven havde skænket hende en rigsdaler og hun ud­ trykte det fromme ønske, “at Gud vil bevæge fleres Hierter til at være mig behielpelig”.40 På denne subtile måde fik hun indirekte fortalt Magistraten, hvad hun mente om dens fedteri og manglende “menneskekærlighed”.41 Da hun den 23. marts 1793, tre uger efter at hun havde sendt et bønskrift, henvendte sig til Magistraten, henviste hun derfor til, at simpel rettighed og menneskekærlighed fordrede Magistraten at give hende svar på hendes brev. Men ikke kun menneskekærlighed bød, at hun skulle have svar. Hun udbad sig også svar “da Enhver Borger i Staten har Ræt til samme paa sine Ansøg­ ninger” og fortsatte: “kund det fordrer ieg og har Ræt til som Menniske og Medborger, skiønt Fruentimmer, under den frem for andre Lande bedste og danske Regiering”.42 Almindelig retfærdighed, menneskekærlighed, borger- og menneskeret­ tigheder bød, at hun skulle hjælpes og have anerkendelse for sit arbejde. Selv