PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

174

Peter Wessel Hansen

om Magistraten stort set aldrig kom hende i møde, tyder intet på at hun blev modløs af den grund. Snarere tværtimod: “Dog dette veed ieg, vist er ieg end forladt her paa Jorden, saa er ieg ikke forladt af Gud”.43Mon ikke det var den milde skabers hensigt, at hun skulle hjælpes, og at Magistraten skulle træde i karakter som det guddommelige redskab? Sparsommelighed, hygiejne og følelse Sparsommelighed var en patriotisk dyd, der var modstillet ufornuftig ødsel­ hed. Måske var det netop for at fortælle om sin sparsommelighed, at Henrica skrev: “Aldrig haver ieg (...) laant eller Leyet førend ieg kom til Skolen”.44 I modsætningsforholdet mellem hende selv og Plejekommissionens læremo­ der ved Nicolai Arbejdshus understregede hun sin sparsommelighed ved at påpege, at læremoderens løn let kunne række til to personer. Desuden hav­ de hun allerede tidligere fremhævet sin ekstraordinære sparsommelighed ved produktionen af det særligt indbringende “floret”. Henrica skyede ingen be­ stræbelse for at sætte sin egen person i et fordelagtigt lys.45 Henrica beskrev i nogle enkelte breve sig selv som en proper kvinde. Det skete lige efter Københavns brand, hvor Henrica havde mistet de fleste af sine ejendele. Hun skrev, at hendes situation var særlig slem, fordi hun var “vanet til Reenlighed og Orden”, og i et lidt senere brev betonede hun, at hun, efter at have mistet alt andet, holdt på sit linned “for Reenligheds Skyld”.461Op­ lysningstiden forsøgte man at påvirke almuen,*der i borgerkredse var berygtet for sin manglende hygiejne, til at føre en mere ordentlig husholdning.47Det kom også til udtryk inden for Københavns skole- og fattigvæsen, og det var derfor ganske naturligt, at også den forsmåede læremoder spillede på de hy­ giejniske strenge i sin velkomponerede klagesymfoni. Et gennemgående træk i brevene er Henricas meget følelsesladede sprog­ brug. I et stærkt sprog beskrev hun sine fysiske og psykiske kvaler. Eksem­ pelvis skrev hun på et tidspunkt, hvor hun var for svag til at færdes på gaden: “For nærværende Tiid maae ieg sidde indesluttet som Een Fugl i Eet Buur og taale baade Legems og Sinds Lidelse uforskyldt for min havde Møye!” På samme måde beklagede hun senere, at hun følte sig beklemt, når hun tænkte tilbage på de “spildte” år.48 Andetsteds fortalte hun, at “ieg taler Hiertets reene Sprog, ieg Hykler ikke, maaskee naar ieg kunde det, at det gik mig bedre, men det skeer aldrig, den Reene Sandhed skal ieg blive ved, og den er ieg optugtet til, det er den Eeneste Rigdom mine Forældre haver kunde givet mig”.49 Hun satte fortsat sin lid til, “at Deres [magistratsmedlemmernes] Hierter er alt for ømme til at Di kunde taale at nogen skulle lide”.50