PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Svend Ranvig-Christensen &Asger Boe Wille

186

helt centralt virkemiddel til at eliminere fattigdom, hvilket også fremgår gan­ ske eksplicit af den endelige fattigvæsensplan fra 1. juli 1799: “Skolegangens Øiemed bør være, at Børnene, ved deres Siels og Legems Kræfters rigtige Udvikling og Anvendelse, kunne dannes til oplyste, gode og arbeidsomme Mennesker og Borgere; at de til den Ende tidligen hindres fra Lediggang og Laster, og vænnes til sædelighed, Orden og Reenlighed; at de anføres til saa- dan Kundskab, som er nødvendig og gavnlig for Mennesket og Borgeren i Almindelighed; og: at de undervises og øves i saadant Arbeide, hvorved de i Fremtiden, enten, i Mangel af andet Næringsarbeide, kunne fortiene deres Underholdning, eller nyttigen beskieftige sig i ledige Timer”.1 Direktionen ønskede at ændre almuens kår gennem praktisk uddannelse og boglig undervisning, og sondringen mellem “menneske” og “borger” tyde­ liggør, at der var tale om en uddannelse, der skulle give børnene de fornødne praktiske færdigheder, men samtidig en boglig uddannelse, der kunne forme deres tænkemåde og sociale adfærd i en for hele samfundet gavnlig retning. Direktionens holdninger til forholdet mellem uddannelse og arbejde afspej­ les ligeledes i forestillingens syv grundsætninger om skolegangen, der kan op­ summeres således: Manuelt arbejde skal være en lige så væsentlig del af sko­ legangen som læsning, ligesom der også skal afsættes timer til legemsøvelser. Børnene skal opmuntres til flid gennem fortjeneste og præmier. Endelig skal der sørges for at almuens børn får den nødvendige forplejning, eksempelvis gennem bespisning i skolerne.12 I grundsætningerne er de ideologiske vendinger om borgerdyder trådt i baggrunden til fordel for praktisk arbejde og legemsøvelser. Man gemte de mere ideologiske vendinger til den endelige plan. Det skal i denne forbin­ delse erindres, at skolerne var lagt sammen med fattigvæsenets arbejdshuse kun seks år tidligere, samt at direktionen var blevet pålagt at leve op til 1792- forordningens bestemmelser. Det er altså også resultatet af en allerede eksi­ sterende struktur i fattigvæsenet, og ikke blot en patriotisk ideologi hos de deputerede, når direktionen sætter så stor lid til skolegangens fattigdomsfore­ byggende evner. Den endelige fattigvæsensplan af 1799 var i langt højere grad end “fore­ stillingen” præget af den kommende direktions ideologiske overbevisning. De patriotiske idealer viser sig både i de mere idealistiske formuleringer, men også i valget og beskrivelsen af undervisningsfagene. Man vil danne børnene til samfundsborgere, der ser det som deres pligt og glæde at arbejde. Arbejdet er samtidig deres mulighed for at undgå fattigdom, og derfor skal de lære et håndværk. Intentionen er altså en uddannelse, der er gavnlig både for sam­ fundet og for børnene selv.