PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

20

P eter Henningsen

11700-tallet var det ganske almindeligt, at tiggere ind­ fa n d t sig “ved dørene” som d et h ed og tiggede i private hjem. Her er en sådan situ­ ation gen givetp å et kobber­ stik a f D aniel Chodowiecki (gengivet efter Christoph Sachsse &Florian Tennstedt (hrsg.): Bettler, Gauner und Proleten, 1983).

skriger, for at bevæge folk til medlidenhed”.12 Tiggerne lod sig imidlertid ikke nøje med at overhænge folk på gaderne.13 De gik også fra dør til dør og tryglede om hjælp, og her var det svært for fat- tigfogederne at gribe ind, da disse betlere ikke kunne genkendes på klæderne. Byens fattigkommission skelnede nemlig mellem to typer af betlere: de hon­ nette og de grove og gemene. De honnette betlere var velklædte og ikke til at skelne fra ordentlige mennesker. De gik fra dør til dør og “solgte” parfumeret brevpapir eller parfumerede bønskrifter om hjælp. De grove og gemene tig­ gede derimod almisser på gader og stræder, eller sad på befolkede pladser og fremviste deres virkelige eller fingerede sår og fysiske skader. De fremviste alle de karakteristika, som man måtte forvente at finde hos en “rigtig” tigger. Anderledes forholdt det sig med de honnette, fattige af skikkelig stand, som de benævntes i 1778.14De slog sig igennem ved enten selv, eller “ved de­ res børn, ja og ved lejede folk” at lade ombære “lugtebreve eller supplikker om gave” i husene. Ifølge fattigkommissionen var gruppen af honnette betlere i særlig vækst i 1730’erne: “Denne bettelmåde er nu fast almindeligere herudi København end den gemene, hvorover godtfolk som daglig af sådanne over­ løbes, bliver uvillige til at give noget vist kvartalsvis i den bog, som ombæres” [dvs. den af fattigvæsenet indrettede kollektbog, hvori enhver borger kunne tegne sig for et bidrag til de fattige].15 Man kan endda finde eksempler på, at folk, som man må formode ikke har hørt til byens fattigste lag, blev grebet i at tigge. I 1785 arresteredes så­ ledes en ældre kone, hvis mand - “forhen theskænker” - selv ejede det hus, parret boede i, og samme år greb man en anden bedende husejer, nemlig en kabudsmager. I samme hug fik man iøvrigt ram på en svensk hestehandler, en sværmerisk billedhugger og en fuglefænger, der havde et hus i fæste på landet.16Betydeligt mere grelt stod det til i 1792, da man traf på en bedende