PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

M isericordia 21 blokkedrejermester, som på grund af “ørkesløshed” ikke gad at arbejde, men hellere ville betle i selskab med sine børn. Og det til trods for, at han var den lykkelige ejer af en kapital på næsten 5000 rigsdaler, hvoraf han årligt nød 182 rigsdaler i rente.17 Meget tyder endda på, at det omfattende tiggeri i hovedstaden i flere til­ fælde var sat i system af egentlige professionelle tiggerbander - eller tiggerlaug og tiggerkompagnier, som samtidige iagttagere benævnte dem - der havde delt byen imellem sig, og som via bestikkelse af stodderkongerne, kunne ope­ rere uantastet heraf. Tiggere, som opererede på egen hånd, og ikke havde bestukket fogederne, blev derimod med hård hånd pågrebet, mishandlet, og slæbt i Tugthuset.181 1774 blev fattigfogeden Niels Jensen således afskediget, fordi han ikke alene havde ladet sig “traktere” af betlerne, men endog stjålet deres indsamlede penge, og i 1779 gik det ud over fogeden Mathias Pedersen, der flere gange havde krævet penge af opbragte betlere.191 1785 pågreb man endda en betler, som havde “stået i akkord med en fattigfoged om 2 mark ugentlig for at have frihed til at betle”.20 Den iltre og samfundsrevser Niels Ditlev Riegels hævdede, at unoder­ ne og sammenslutningen i “kompagnier” udgik fra Tugthuset på Christians­ havn, hvor forbrydere og tiggere blandedes i en skøn forvirring med forøget kriminalitet og tiggeri til følge: Tugthuset var i virkeligheden en højskole for vordende forbrydere. Her lærte de indsatte betlerbørn, hvordan de i fremti­ den skulle begå sig i det kriminelle miljø af mere drevne tiggere, som her gav deres kundskaber videre.21 Byens gader svømmede med andre ord af tiggere: Afdankede soldater, sva­ gelige gamle, vanføre, krøblinge, og hjemløse børn. Ja, hele søskendeflokke, som var løbet hjemmefra eller hvis forældre var døde, drev rundt på må og få i byens gader, hvor de fandt ly i baggårde og kælderskakter indtil en barm­ hjertig sjæl måske tog dem til sig.22Sjællands Biskop Christen Worm klagede i 1730 således over, at børnene løb rundt i Københavns gader “i skokkevis”. Religion og gode sæder kendte de intet til. Det eneste de kunne var “at tryg­ le”, og som voksne var de dømt til at blive betlere og “når de når den alder, avle de indbyrdes andre betlere, så at landet i fremtiden, end og mere end nu, vil opfyldes med dem”.23 Et anden gruppe tiggere og løsgængere udgjordes af jøder, som i slutnin­ gen af 1700-tallet synes at have repræsenteret et stigende problem. I 1789 alene blev ikke færre end 300 omflakkende jøder således pågrebet og udvist af byen. De mange tiggende jøder, som ofte kom fra udlandet, var ikke blot en torn i øjet på myndighederne, men også på byens mosaiske trossamfund, idet den jødiske menighed blev påbudt selv at bespise de fremmede jøder og yderligere bidrage til udgifterne for deres transport ud af byen.24