PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

P eter Henningsen

2 2

Hvor man end vendte blikket hen i 1700-tallets København, så man en tigger eller en laset løsgænger. De værdige fattige, 1 5 2 2 - 1 6 6 0 At tiggeriet var udbredt og nærmest umuligt at bekæmpe var ikke ensbety­ dende med, at myndighederne accepterede det. Tværtimod havde man gen­ nem nu flere hundrede år forsøgt at komme det til livs på forskellige måder. Siden den sene middelalder havde man i det vestlige og sydlige Europa sat ind over for de mange tiggere, som befolkede de europæiske byer og land­ områder. Blandt andet var det i stigende grad vundet frem at skelne mellem værdige fattige, som kunne modtage almisse fra det offentlige og uværdige, som ikke kunne, men som derimod skulle sættes i arbejde eller smides ud af byerne.25 Denne distinktion vandt også frem i Danmark med Christian 2.s Land- og Bylov fra 1522. Værdige fattige, dvs. syge, gamle, invalide og foræl­ dreløse børn, skulle tildeles et tegn, der viste, at de havde lov til at betle, mens alle øvrige betlere skulle arresteres eller smides ud af byen.26 Efter Reformationen i 1536 fulgte som en naturlig konsekvens, at de gejstlige klostre blev lukket og dermed forsvandt også klostrenes årlige almis­ seuddelinger og hele sociale arbejde. I stedet tog de verdslige myndigheder over, og lod som erstatning for de katolske “milde stiftelser” anlægge hospita­ ler (dvs. fattiggårde) og såkaldte “sjæleboder” for fattige. Man systematiserede også indsamlingen af almisser ved at lade fattigtavler gå rundt i kirkerne, hvor de godgørende kunne yde en skærv til de fattige på en måde, der bedre kom de “værdigt” trængende til gavn. De indsamlede beløb distribueredes nem­ lig til hospitalerne og sjæleboderne, hvor kun “værdigt” trængende fik del i dem. Der opstod således et verdsligt fattigvæsen, der tog over, hvor den ka­ tolske kirke havde sluppet. Intet tyder på, at omsorgen for de fattige eller ind­ samlingen af midler til deres underhold aftog efter Reformationen. Snarere tværtimod. Det eneste, der ændrede sig, var begrundelsen for indsamlingen og uddelingen. Hvor det i den katolske tid havde handlet om de gode ger­ ningers indflydelse på den enkeltes liv i det hinsides, handlede det nu i stedet om modtagernes grad af trang og værdighed.27 En anden konsekvens af Reformationen var, at myndighederne i højere grad begyndte at bekæmpe det udbredte tiggeri. Tiggeriet kunne ikke længere legitimeres med religiøse forestillinger om sonegaver og aflad, gode gernin­ gers indflydelse på livet efter døden mv., hvorfor det nu i stedet betragtedes som et - omend ind til videre åbenbart nødvendigt - onde, der skulle be­ kæmpes. Herom vidner de mange udkomne forordninger fra 15- og 1600- tallets Europa, der enten regulerede eller forbød tiggeri.28