PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Misericordia

25

Som noget nyt gribes der i 1599 til, at de sjællandske lensmænd skal ind­ fange stærke og arbejdsføre betlere uden tiggertegn, og sende dem til tvangs­ arbejde ved ombygninger på Københavns slot, og i 1602 udgår en lignende befaling til lensmændene over hele landet. I 1613 sendes pågrebne tiggere videre til tvangsarbejde på Frederiksborg slot i Nordsjælland.34 Hermed in­ troduceredes for første gang i Danmark tankerne om med tvang at udnytte tiggeres og løsgængeres arbejdskraft. I 1605 lod kongen med inspiration fra England og Nederlandene oprette et tugthus i København for arbejdsføre betlere og forældreløse børn.35De indsatte skulle lære et håndværk, således at de med tiden kunne forsørge sig selv, og “den trygleri og betleri, som her udi riget og synderlig her udi vor købstad København mere end på andre steder er i svang, ved billige midler kunne blive afskaffet”.36 Det er med andre ord i årene omkring Christian 4.s tronbestigelse i 1588 og hans reelle overtagelse af magten i 1596, at et nyt syn på arbejdsføre fattige begynder at vinde hævd i Danmark og i særdeleshed i København. Fra den katolske tids laissez faire-politik over den efterreformatoriske tids forsøg på at skelne mellem værdigt og uværdigt fattige, for til sidst at straffe de uværdige med tvangsarbejde i en eller anden form. Det var tanker, som med tilsyne­ ladende succes var blevet indført i både England og Nederlandene, og som skulle komme til at præge de næste 300 års fattigpolitik. Man nærede oprindeligt meget store forventninger til denne fattigindu­ stri, da man mente at kunne slå to fluer med et smæk: dels kunne man skaffe arbejde til de arbejdsløse og dermed eliminere tiggerproblemet og dels kunne man få en hjemlig manufakturindustri op at stå, der med tiden ville gøre det unødvendigt at importere klædevarer fra udlandet. Sådan kom det dog ikke til at gå. Gang på gang måtte man sande, at der var langt mellem teori og praksis. De fattige viste sig at være en dårlig og upålidelig arbejdskraft, og ma­ nufakturerne gav konstant store underskud. Initiativerne løste ej heller pro­ blemet med de mange omstrejfende betlere. Dels kunne Tugt- og børnehuset ikke beskæftige, endsige rumme, alle Københavns fattige og dels fortsatte bet­ lere fra landområderne med at strømme til hovedstaden. Magistratens indsats for at indfange dem var næppe heller udpræget stor. I hvert fald skældte skif­ tende tiders konger konstant ud på magistrat, fattigdirektion og politimester for ikke at efterleve de udstedte love på området. Det er i det hele taget ken­ detegnende for Københavns fattigdomsproblemer, at byens Magistrat ingen selvstændige initiativer tog på området, men lod det være op til kongen og kongeligt nedsatte kommissioner at klare byens fattigdomsproblemer, såvel før som under enevælden. I 1631 forsøgte kongen med en ordinans at forbyde alle former for bet­ leri i hovedstaden ved at donere et større pengebeløb til byens fattigvæsen og