PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

26

P eter Henningsen

ved at dekretere, at et antal fattigforstandere hvert kvartal skulle samle penge ind til de fattige hos borgerne.37Men allerede ved den kongelige reces i 1643 synes det totale forbud mod tiggeri at være blevet opgivet, og tiggertegnene genintroduceret. Det er imidlertid noget uklart om recessen, når den taler om “al Danmark, såvel i købstæderne som på landsbyerne” også inkluderer København, eller om København var undtaget herfra, og stadig underlagt det totale tiggerforbud fra 1631-ordinansen.38 1 1646 bestemmes det nemlig, at alle byens tiggere skal indfanges og føres til Pesthuset, hvor de skal forhøres om de er hjemmehørende i København. De udenbys tiggere skal omgående sendes hjem, mens de øvrige skal forsørges af fattigvæsenet.39 I 1650 udstedes en særlig tiggeranordning for København, og her eks­ pliciteres det utvetydigt, at der nu atter opereres med fattige, som har lov til at tigge med et af myndighederne udstedt tiggertegn. Primært skal man dog forsøge at få samtlige værdige fattige indlagt på hospitalerne. Kun for de fat­ tige, som der ikke er plads til på stifteiserne, skal der udstedes tegn. For at sikre sig imod at der bedrages med de udstedte tegn, bestemmes det, at alle betlere en gang i kvartalet skal samles, og “da efter den bog, hvor deres navne er antegnede, overses, om de haver deres tegn, og da affordres deres tegn, som er bortdøde, og andre gives”.40 Det totale tiggerforbud i København fik altså en forholdsvis kort levetid - fra 1630 til 1650. Først i 1698 blev der atter indført et totalforbud. Kampen mod tiggerne, 1 6 6 0 - 1 7 7 1 Fra og med enevældens indførelse i 1660 og frem til de første virkeligt store forsøg på at regulere det københavnske fattigvæsen i 1698 og 1708 skete der ikke det store på fattigvæsensområdet, hverken i København eller i det øv­ rige land. Gennem årene udstedtes jævnligt kongelige formaninger om, at love og regler skulle overholdes, at tiggeriet var i stigning og skulle hæmmes osv. Først i 1698 forsøgte man dog at gøre noget mere alvorligt ved sagen, da man for første gang siden 1631 udkastede en større samlet plan til ordningen af byens fattigvæsen. En lang række af bestemmelserne i denne forordning kom siden til at leve videre i den store fattigvæsensforordning fra 1708, som almindeligvis regnes som den første “rigtige” regulering af fattigvæsenet i Kø­ benhavn.41 I forordningen fra 1698 gjordes der imidlertid ingen anstrengelser for at definere, hvem de værdige og uværdige fattige var. Hvem, der havde krav på almisse, lodes alene op til fattigforstandernes skøn ved den ugentlige udde­ ling på Konventhuset. Det blev der dog rådet bod på med den store forord­ ning fra 24. september 1708, som var langt mere detaljeret og som kom til at udgøre rammelovgivningen for det københavnske fattigvæsen frem til 1799