PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

28

Peter Henningsen

ste” havde boet i København i mindst tre år. Herunder medregnedes såvel de landmilitære- som sømilitære, deres koner og børn, som i almissehenseende havde borgerret; 3) Syge og sengeliggende, hvis de ikke selv havde bragt ulyk­ ken over sig via et “uskikkeligt” levned; 4) Syge og lemlæstede; 5) Midlerti­ digt syge; 6) Fattigfolk, der kunne bevise, at de ikke ved arbejde kunne forsør­ ge deres familie og 7) Umyndige faderløse “borgerbørn” under 14 år. Betlere og lediggængere, prostituerede og andre “liderlige kvindfolk” skulle med det samme arresteres og smides i tugthuset. Udenlandske betlere måtte ikke op­ holde sig i byen, men skulle straks forføje sig bort, når de blev opdaget. Hvis ikke, blev også de smidt i tugthuset. Betlere fra andre danske provinser skulle derimod straks sendes tilbage til deres hjemsted.42 Noget helt nyt ved denne forordning var, at det nu ikke længere var op til de fattige selv at søge om almisse hos det offentlige. Fattighælp var - hvis man ellers opfyldte betingelserne - noget man havde krav på, og det var heller ikke længere op til en selv at søge herom. Nu blev man - i hvert fald principielt - ligefrem opsøgt på sin bopæl af beskikkede borgere og opført på en almis­ seliste. Dette gav imidlertid visse problemer, da mange fattige skjulte sig, når “de smukke borgere” inkvirerede efter fattige. Mange var nemlig bange for at blive spærret inde på hospitalerne eller sendt ud af byen, ligesom det var sket førhen. Fattigvæsenets direktør måtte derfor lade forkynde fra byens prædi- kestole, at de fattige ikke havde noget at frygte.43 Fattigforsorgen og retten til at oppebære almisse var tæt forbundet med det religiøse. Man kunne ikke oppebære offentlig forsorg, hvis ikke man jævnligt gik i kirke og til alters. Der var dermed et element af social og reli­ giøs kontrol indlagt i fattigforordningen. Til trods for, at der fandt en verds­ liggørelse af almisseforsørgelsen sted ved at den ikke længere var knyttet til kirkerne, men til byens verdslige fattigkommission, bibeholdt man bestem­ melsen om, at de fattige skulle søge kirken og nadveren jævnligt for at kunne regnes som værdige. Nogen decideret løsrivelse fra religiøs tænkning var der således ikke tale om, snarere om en administrativ omlægning fra kirkelig til statslig almisse. Netop spørgsmålet om den regelmæssige altergangs forudsætning for al­ misse kom senere til at volde store økonomiske og administrative problemer for Fattigvæsenet, ligesom reglerne for de fattige selv blev en kilde til møje og besvær: “Det er” fortalte den toneangivende fattigvæsensreformator J. H. Bå­ rens i 1799 “gjort plejekommissionerne til pligt, at forsørge enhver sit sogns fattige, men sognene har i den henseende ingen bestemte grænser eller areal. Enhver fattig ansees at henhøre til det sogn, hvor den sidst har gået til alters. Ethvert sogns fattige kunne altså være adspredt over hele staden, og visse me­ nigheders, Petri f.ex. [den tyske menighed], er det især. Dette må nødvendig