PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

32

P eter Henningsen

var fra nu af op til den enkelte sognekommission at afgøre, hvem der skulle tildeles almisse, ligesom kommissionerne selv skulle sørge for at holde deres områder fri for betlere. Kommissionerne refererede på deres side til en over­ ordnet direktion, som havde det økonomiske ansvar for fattigvæsenet og for alle sognekommissionerne. Som det hed i indledningen til den forordning, som i november 1771 omdannede fattigvæsenet administrativt, havde den hidtidige ordning været dyr, uoverskuelig og uden den ønskede virkning lige­ som problemet med de mange betlere ikke var blevet løst, snarere tværtimod. Årsagen hertil mentes at være, at kommissionen på Konventhuset ikke hav­ de haft overblik over de almissesøgende fattiglemmer. Kommissionen havde f.eks. ikke kunnet kontrollere om en fattig fik almisse flere steder fra, hvilket faktisk kunne lade sig gøre, hvis man var lidt snu. Sognekommissionerne for­ ventedes, som Chr. Elovius Mangor formulerede det, at kunne kende sine “objekter” bedre end den gamle fattigdirektion, “eller den ting de skal forrette og de subjekter eller personer de skal gøre vel imod, ligesom man i en lille cirkel bedre kender alle, end i den store, og at, da personerne i kommissionen gør deres forretninger uden løn, kan man vente mere kærlighed og iver for sagen af dem, end af den, der arbejdede for fordelen alene”.57 De fattige var stadig ikke tvunget til at yde noget til gengæld for deres almisse. På Konventhuset kunne de fattige ganske vist fa udleveret blår til hjemmespinding, som efter endt forarbejdning kunne leveres tilbage til Kon- venthuset mod et kontant honorar, men noget krav var der ikke tale om. Man havde også erkendt, at det var en dårlig ide at samle alle fattige på byens stiftelser. Det var ganske enkelt for dyrt ligesom det havde den uheldige kon­ sekvens, at familier blev skilt. Forsørgelsen skulle nu i langt højere grad foregå i eget hjem. For yderligere at rationalisere fattigstyrelsen besluttedes det, at de mange decentrale enheder skulle samles under den fælles paraply “Den almindelige Plejeanstalt”, hvis direktion skulle stå i spidsen for “alle Goddæ- digheds Stiftelser” i byen.58 Man gik altså endnu ikke så vidt som til at forlange, at de fattige skulle arbejde for almissen. Det var stadig, som tilfældet havde været det tidligere, op til den enkelte selv. Plejedirektionen anlagde dog et magasin med råmate­ rialer, “hvorafde fattige, som kunne arbejde, og sådant forlanger, med samme tilstrækkeligen kunne vorde forsynede”. Sognekommissionerne og lederne for de stiftelser, som ikke umiddelbart sorterede under plejeanstalten, skulle søge at opmuntre de fattige til arbejdsomhed og især “se didhen, at goddæ­ dighedens gaver alene blive arbejdsomme og virkelig nødlidende personer til del. Og på det ingen skal listigen tilsnige sig disse velgerninger, eller at ikke én og den samme person på flere end eet sted sådanne skal oppebære” blev det pålagt lederne af de uafhængige fattigstiftelser at indberette til Plejeanstaltens