PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

P eter Henningsen

34

oprettet af de forskellige sognekommissioner ad frivillig vej, knæsattes ar­ bejdspligten til gengæld for almisse som et ufravigeligt krav. Forordningen foreskrev desuden, at de fattige skulle anføres til flid og vindskibelighed, op- muntres med belønninger og ved ædel kappestrid “konkurrere til præmiers erholdelse”.67 Nye tider var på vej. Oplysningstiden og de fattige Fra 1790’erne voksede den erkendelse frem, at man i stedet for at straffe tig­ gerne med tugthus og fængsel og spise de nødlidende fattige af med små al­ misser, som de ikke kunne leve - og som derfor tvang dem ud i tiggeri, skulle gøre en større indsats for i stedet at opdrage på de dovne og ryggesløse, mens de værdigt trængende skulle have forhøjet deres almisse. Det gjaldt om at in­ ternalisere normerne om arbejdets lyksalighed i hvert enkelt individ gennem håndfast opdragelse og pædagogisk tugt. Fattigdomsproblemerne var igennem århundredets sidste trediedel blevet stadig mere påtrængende, blandt andet på grund af den stigende tilvandring til København: “Til sidst vil hovedstæderne komme til at ligne belejrede fæst­ ninger, hvis egen besætning tvinger dem til at overgive sig”, som det hed i en københavnsk avis i 1808. Det var, hed det videre, de nye liberale vinde, der skabte elendigheden og armoden og som bevirkede, at “hver tiende eller tolvte indbygger i hovedstaden er et almisselem, som fattigvæsenet må under­ støtte”.68 Oplysningstiden og dens kameralistiske/patriotiske forestillinger om al­ menvellet og alle individers ret og pligt til at deltage i opbygningen af natio­ nens fælles vel førte til en stærk interesse for pædagogik, opdragelse af almu­ en til samfundssind og tagen fast hånd om de svage. På den ene side var det samfundselitens mål at fremme statens økonomiske og sociale vel, og på den anden side ønskede man at vejlede og kontrollere den enkelte borger for at fremme almenvellet. Grundstenen i den kameralistiske tænkning var opfat­ telsen af “folket”, “almuen” eller “pøblen” som dumme og dovne mennesker, der ikke kendte deres eget vel.70Tiden havde dog efterhånden gjort det klart, at fattigdom og armod ikke kun var selvforskyldt - et resultat af dovenskab og selvvalgt lediggang - men også var bestemt af de økonomiske konjunkturer og af de store samfundsforandringer, der havde fundet sted igennem hele det 18. århundrede. Tvang og kontrol rakte ikke. Der skulle mere til. Hvor fattighjælp i begyndelsen af 1700-tallet havde været betragtet som en barmhjertighedsgerning var fattighjælpen små 100 år senere blevet til en væsentlig del af samfundets politiske kamp mod fattigdom, løsgængeri og kriminalitet. Det københavnske fattigvæsens uddelingspolitik havde, som