PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Misericordia 35 vi har set, i høj grad bestået i en blanding af nådsensbrød og iværksættelse af straffeforanstaltninger. Arbejdsføre folk skulle helst skræmmes fra at falde samfundet til byrde, ligesom de besiddende skulle beskyttes mod tiggere, løs­ gængere og forbrydere. Midlet hertil havde bestået i forsøg på indespærring af de fattige i tugthuse, hospitaler og arbejdshuse. Ved århundredets slutning så man imidlertid ikke længere således på fattigvæsenets funktion. Anført af toneangivende aktører på området som Johan Henrich Bårens, Ove Malling og Chr. Elovius Mangor blev fattighælpen nu betragtet som det politiske instrument, der skulle hjælpe de styrende til at planlægge og diri­ gere fremtidige generationers lykke og velstand. På den ene side havde man en kristen pligt til at understøtte de svage og gamle, mens man på den an­ den side ikke skulle finde sig i dovne lediggængere, der ikke kendte til deres eget bedste. De skulle tvinges i arbejde, men - og det var vigtigt - arbejdet skulle ikke præsenteres som en straf, men derimod som en pædagogisk hjælp til selvhjælp. De dovne skulle gennem tvangen lære arbejdets lyksalighed at kende. Og kunne de fattige ikke selv skaffe arbejde på almindelig vis, måtte det offentlige træde til som “arbejdsformidling”.71 Arbejdet repræsenterede Oplysningstidens universalløsning på alle samfundsproblemer. Ikke alene var det gavnligt for staten, men det adlede også den enkelte, vænnede de fattige fra et liv i lediggang og gav dem smag på at bestille noget. Kun ved at alle var i arbejde, kunne man hindre fattigdom og nød. Midlet til ’tæmningen af de fattige blev et systematisk ’genoptræningsprogram’, som blev testet på de fat­ tige, der ikke havde magt og evne til at protestere. I Danmark lovfæstedes arbejdet som nævnt første gang i 1792, selvom det dog allerede i 1779 af Danske Kancelli var blevet bestemt, at alle arbejdsføre almissemodtagere, som blev understøttet af “Fattiges- og Hospitalspenge” i København, skulle sættes til at spinde uld, med mindre de kunne tjene lige så meget eller mere ved “tobaksplantagerne eller andre fabrikker og deslige”. Bestemmelsen, som indeholdes i et reskript fra 15. september 1779, foregri­ ber således 1792-forordningen og må vel rettelig regnes for den lov, som de facto indfører arbejdspligten for fattige i København. 2 Selv de indlagte på Almindelig Hospitals sygestuer ønskede man at sætte i arbejde, da, som det hævdedes, arbejde var et probat middel mod skørbug, fnat og dovenskab.73 Samme år foresloges det desuden, at der skulle oprettes spindestuer over hele byen og at det skulle gøres til en pligt for de arbejdsføre almissemodtagere at arbejde her. Forslaget blev ikke til noget, men det viser at tankerne om indfø­ relsen af offentlige arbejdshuse ikke først opstod i slutningen af 1780’erne.74 Året før havde filantropen Hans Holck faktisk foreslået kancelliet at oprette et arbejdshus på hans egen bekostning, men det var blevet afslået.75