PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Peter Henningsen

40

De husarme var med andre ord for stolte og ærekære til at gå rundt med posen i hånden, og flere af dem har sikkert gjort sig store anstrengelser for at skjule deres fattigdom, og især da, hvis de var af adelig herkomst. Ikke så få adelige fristede nemlig en kummerlig tilværelse, splittet mellem deres æreful­ de byrd og de sørgelige økonomiske realiteter, der hindrede dem i at deltage i den aristokratiske livsstil, de ellers følte sig berettigede til. Hvis man kender Ludvig Holbergs komedie Don Ranudo, vil man kunne nikke genkendende til typen.85 Kendetegnende for de husarme var det, at de dels var forarmede og at de dels ikke ville tigge, mens de på den anden side var for ærekære og skamfulde til at ty til det offentlige fattigvæsen. De var derfor dybt afhængige af venner og families økonomiske hjælp og af offentlige legater og donationer, specielt indrettet til dem. Fra offentlig side forsøgte man dog at komme de husarme til hjælp på forskellig måde: I 1738-40 var der i København, på foranledning af De 32 Mænd (den tids borgerrepræsentation), f.eks. blevet oprettet en enkekasse for civile og borgerlige stænder,86 der netop havde til formål at understøtte enhver “honnet og skikkelig mand” i København. Kassen bestyredes af Kø­ benhavns Magistrat. I 1744 fulgte en kgl. oprettet pensionskasse for “skikke­ lige og nødlidende mennesker”, hvor midlerne kom fra bøder, inddrevet af Generalpostamtet. Herfra udbetaltes der årligt 200 rigsdaler i portioner fra 1 til 50 rigsdaler, særligt øremærket til folk, som uden egen skyld var faldet i armod samt til “husarme, som undser sig ved at betle og hellere lever kum- merligen”.87 I 1760 skænkede kongen i anledningen af hundredåret (jubelåret) for enevældens indførelse 4000 rigsdaler til København. Af disse penge opret­ tede Magistraten et “jubellegat”, som hvert år i oktober blev uddelt til 10 skikkelige, fattige og trængende borgere”.88 I tiden fremover fulgte desuden en lang række societeter og pensionskasser, hvor man mod indskydelse af et vist beløb, kunne sikre sig en pension i alderdommen. Som oftest dog kun på papiret, da flere af kasserne fik en kort levetid og havnede i likviditetsproble- 89 mer. Også private kræfter kom de stakkels husarme til hjælp: Ved sin død i 1725 efterlod Morten Budolph således en sum penge bestemt til forsørgelse af husarme. Der erhvervedes nogle mindre huse i Pustervig, og i 1728 åbnede det såkaldte Budolphi Kloster. Stiftelsen gik imidlertid til i den store brand og genåbnede først i 1739, denne gang i St. Pederstræde. Ved stiftelsens nye fundats fra 1743 hed det, at den skulle understøtte “personer af sådan stand som Københavns indfødte borgere, det er sådanne, som i det ringeste er så værdige og fornemme som de”.90