PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Misericordia

47

obligatorisk, havde til formål at danne børnene “til oplyste, gode og arbejd­ somme mennesker og borgere”, og de skulle hindres i “lediggang og laster og vænnes til sædelighed, orden og renlighed”. Vigtigt var det også, at de anførtes “til sådan kundskab”, som var gavnlig for mennesket og “hvorved de i fremtiden, enten i mangel af andet nærings­ arbejde kunne fortjene deres underholdning eller nyttigen beskæftige sig i ledige timer”. De skulle udelukkende lære det, som for “den menige almue er fornødent”. Det ville sige læsning, skrivning, regning, religion og moral, “almindelig kundskab om naturen og dens indretninger og virkninger, om borgerlige indretninger og pligter, om de vigtigste sundhedsregler, om fædre­ landets og andre landes forfatning og beliggenhed”.107 For samfundets udskud - lediggængerne og de uforskammede tiggere - skulle der anderledes probate midler til: “Ved siden af en planmæssig fat­ tigforsørgelse, kan betleri på ingen måde tåles. Dette onde, som fornedrer menneskeligheden, vanærer det offentlige, besværer medborgere og svækker enhver formuendes lyst til at understøtte fattigvæsenet, bør derfor almindeli- gen forbydes”.108Alle betlere skulle uden nåde dømmes til tvangsarbejde i et dertil indrettet tvangsarbejdshus, fordi de unddrog sig frivilligt at arbejde og i stedet søgte almisse “på ulovlig måde” (§ 127). Alle almissemodtagere skulle, i den grad de var i stand til det, erlægge deres arbejdskraft i et af fattigvæsenets arbejdshuse, hvoraf der var et i hvert sogn (Petri sogns arbejdshus lå uden for det københavnske fattigvæsens regi). Nyt og revolutionerende var det også, at fattigvæsenets direktører og for­ standere skulle arbejde aktivt for at forekomme fattigdom, i stedet for blot efterfølgende at understøtte de fattige. Fattigvæsenet skulle ikke kun tage sig af personer, der var “nedtrykte til armod”, men også sørge for dem, “som ved tilfældige uheld nærmer sig ned til sådan tilstand. At understøtte hine, er at afhjælpe armoden. At antage sig disse, er at forekomme den”.109 Det væsentlige var, at fattigvæsenet på baggrund af en velgennemtænkt planlægning forsørgede de fattige, og gik bort fra lemfældige almisseudde­ linger, som ingen gavn gjorde i det lange løb. En velordnet fattigforsørgelse implicerede, at ingen led nød for livets absolutte nødvendigheder og “ingen altså enten svækkes ved sådan trang eller nødsages til at betle”. Hjælpen skulle tilbydes aktivt og ikke holdes tilbage, til der fra den fattiges side blev anmodet om den: “Den indbyder og opsøger selv de trængende (...) den beskæftiger sig ikke alene med at afhjælpe den trang, som er, den søger endog når evne og lejlighed dertil haves og kan erhverves, at forekomme sådan trang og at redde dem, som er på vej til at synke ned til armod”. I modsætning hertil stod ældre tiders almisseuddeling, som agtede “mere på det enkelte end på det alminde­ lige; oppebier i almindelighed de medlidenheds genstande, som fremviser sig;