PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

P eter Henningsen

48

ser på den øjeblikkelige trang som angives, og giver hvad den har eller tror at kunne undvære, ubekymret om det er for lidet eller for meget; overladende i øvrigt dem, til hvilke den gives, til deres egen skæbne”.110 Hvad den opsøgende virksomhed indebar af arbejde for de ulønnede for­ standere, gav den københavnske borger og urtekræmmer Jens Friborg et ind­ blik i i sine erindringer: “Jeg erindrer mig endnu, at den overordentlig strenge kulde, som endnu i påskedagene [1799] regerede, gjorde, at jeg, istedet for at gå i kirken, måtte løbe om til de fattige og se, hvorledes de havde det; hvo der ingen sengeklæder havde, måtte jeg skaffe dem for direktionens regning, lige­ ledes mad etc. Denne vinter var den strengeste, jeg har kendt. Sneen lå i det år endnu til pinsedag såvel i Nyboder som på Kongens Nytorv, hvor den var oplagt i to høje bjerge med en gang i midten. Det var intet godt tegn for den ny fattigdirektion, og kronprinsen, vor nuværende konge, der havde særdeles medynk med de fattige, som led af kulden, havde givet direktionen strikte ordre til at gøre alt for dem”.111 Det nyorganiserede fattigvæsen skulle som et led i den forebyggende virk­ somhed yde de fattige huslejehjælp, hjælpe forarmede håndværkere til anskaf­ felse af værktøj o. lign., principper som på flere måder lignede den samtidige engelske praksis med at yde løntilskud til dårligt betalte arbejdere.112 I den sidste ende gjordes alle disse foranstaltninger dog for at hjælpe alle fattige ind på den rette arbejdsomme vej. Via korrekt opdragelse og kærlig tugt mente man, at kunne opdrage de dovne fattige til bedre mennesker, som på den hårde, men menneskekærlige måde, skulle lære at elske og ære pligten og det fysiske arbejde. Hovedøjemedet med “planen” var altså ikke kun afhjælpning af materiel nød, men derimod moralsk og åndelig opdragelse af den enkelte fattige. Det lå i naturlig forlængelse af den almindelige opfattelse af almissesøgeren som en doven og arbejdssky person, og ikke som et menneske, der var blevet ramt af uheld eller dårlige konjunkturer. Det var synspunkter, som man stadig kunne støde på i 1790’erne, selvom man ikke var ubekendt med lavkonjunk­ turers indflydelse på de dårligst stilledes kår. Fattigdommen var stadig udtryk for et individuelt moralsk problem. Derfor måtte den materielle hjælp hel­ ler ikke blive en sovepude, der blot ville opfordre til endnu større slaphed. Den ydede hjælp skulle begrænses til et absolut minimum,113som ikke skulle lokke andre arbejdssky til at droppe arbejdet og søge fattighjælp, og det var afgørende, at den ydede hjælp blev fulgt op af moralsk belæring og under­ visning. Det handlede om en grundlæggende moralsk reform af den fattige. Samfundet var der ikke noget galt med.114 En, skulle det vise sig, afgørende svaghed ved såvel den hamborgske som den københavnske nyordning af fattigvæsenet var imidlertid, at man fortsat