PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Peter Henningsen

50

Fattigvæsenet 1500-1800 Det slående ved studiet af de europæiske byers og staters foranstaltninger mod fattige fra Middelalderen til ca. 1800 er den førte politiks kosmopoliti­ ske karakter. Det er de samme træk, som går igen fra land til land, fra by til by, selvom der selvfølgelig er en vis tidsmæssig forskydning. Det var interna­ tionale trends, der styrede de syd- og vesteuropæiske fattigvæseners politik. Man skelede til hinanden, læste de samme skrifter og tog hurtigt ved lære. Til forskellige tider var det forskellige synspunkter, der prægede debatten, men de nåede alle ud til de fjerneste kroge - fra det sydlige Italien til det nordlige Skandinavien. Det er en bevægelse som ikke går uden om Danmark og København. Samtlige store fattigvæsensforordninger for København - forordningerne fra 1708, 1771, 1792 og 1799 - bærer præg af det fælleseuropæiske tankegods på fattigvæsensområdet. Det samme gør oprettelsen af fattigvæsenets insti­ tutioner: Vaisenhuset i 1727, Hittebørnsstiftelsen i 1750, Opfostringshuset for fattige drenge i 1753, Frederiks Hospital i 1757, Almindelig Hospital i 1769, Fødselsstiftelsen i 1773, de københavnske arbejdshuse i 1780’erne og 1790’erne, Tugt- og Forbedringshuset i 1791 og endelig tvangsarbejdshuset i Pustervig, som etableredes i 1800. Opfattelsen af de fattige og myndighedernes måde at tacke fattigdoms­ problemet på kan inddeles i en række faser: 1) Middelalderens ukritiske al­ misseuddeling til alle, 2) Reformationstidens introduktion af en skelnen mel­ lem værdige og uværdige trængende - uarbejdsdygtige og arbejdsdygtige fat­ tige - samt etableringen af et verdsligt fattigvæsen, 3) Det tidlige 1600-tals introduktion af tugthuse og tvangsarbejde for løsgængere, 4) Totalforbudet mod betleri omkring 1700 og indretningen af undersøgelseskommissioner om betleres forhold, 5) Oplysningstidens forestilling om at alle almissemod­ tagere skulle arbejde for deres understøttelse samt introduktionen af store forbedringsprogrammer for de uvillige, og endelig 6) reaktionen mod Oplys­ ningstidens optimistiske menneskesyn og genindførelsen af brutale tvangs­ foranstaltninger og nedværdigende behandling af de fattige, ikke mindst som et resultat af den økonomiske krise, der indfandt sig i kølvandet på Napole­ onskrigene. Da Oplysningstidens idealer om systematisk planlægning af lykke og vel­ færd gennem genopdragelse af almuen led skibbrud - man havde opdaget, at det ikke var slet så enkelt at rehabilitere asociale individer eller blot at ændre på menneskers natur i det hele taget - skiftede fattigvæsenet kurs. I erken­ delse af, at det vist ikke var muligt at forbedre de uforbederlige, slog man i stedet ind på tvang og ydmygelse. Tvangsarbejde for de arbejdsføre almiss­ elemmer, uden tanke for deres sociale rehabilitering, blev tidens løsen, ikke