PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Københavns Fattigvasen 1770-1840 61 for industriens fremdrift i byen, mens der omvendt stadig for håndværkets vedkommende var en lang række laugsbestemmelser, der hindrede en mere liberal udvikling.9 Som følge af den liberale industripolitik og manufaktur­ driftens ophør, nedlagdes den resterende manufakturadministration i 1817.10 Laugsvæsenet og de dertil hørende patriarkalske arbejdsforhold var også i op­ løsning i begyndelsen af århundredet. Dels førte statsmagten en næringsbe­ villingspolitik, der greb dybt ind i de rettigheder, laugene havde haft i umin­ delige tider, og dels opløstes laugene indefra ved det efterhånden omfattende hjemmearbejde eller fusk/bønhas, som det også kaldtes.11 Næringsloven af 1857 betegnede således for industriens vedkommende blot en konstatering af forhold, der allerede havde hersket i årtier12, og for laugenes vedkommende havde frimesterordningen og ophævelsen af forbudet imod hjemmearbejde i 1833 svækket laugenes monopolagtige stilling.13 Og netop de løsere arbejdsforholds udvikling er et vigtigt (det vigtigste) aspekt i denne fremstillings sammenhæng, for med de patriarkalske arbejds­ forholds eller tyendeforholdenes opløsning forøgedes klassen af arbejdere og daglejere - den samfundsklasse, som frem for nogen kom i berøring med fat­ tigvæsenet på et eller andet tidspunkt i tilværelsen. Arbejderklassens vækst gennem 1800-tallet falder sammen med vandringerne fra land til by og den tiltagende industrialisering. Den store tilvandring samt de omfattende er­ hvervsforandringer, der fandt sted særligt i århundredets sidste halvdel, æn­ drede således efterhånden byens sociale sammensætning. Ved netop at anskue den samfundsmæssige udvikling i det her omhand­ lede tidsrum som et sammenbrud for det gamle samfunds patriarkalske ar­ bejdsforhold, en demontering af samfundets bærende eller grundlæggende fundament, så kan det med nogen ret hævdes, at for landbosamfundets ved­ kommende og dermed også indirekte for det øvrige samfund var den prin­ cipielt vigtigste forordning i den lange række af love, der bidrog til omkalfa­ tringen af det gamle landbosamfund, forordningen af 13. maj 1769 om selv­ ejendom. Hvor ringe dens virkning end umiddelbart kan have været, så var selvejendom netop forudsætningen for det liberale samfunds fremvækst. Den var også i høj grad en forudsætning for den selvstændige husholdning - og dermed for svækkelsen og opløsningen af det tættere forhold imellem her­ skab og tyende, hvilket fremmede udbredelsen af de løsere arbejdsforhold. Bestyrerne af Københavns Fattigvæsen var fuldt ud klar over årsagerne til den stærkt øgede søgning efter fattigvæsenets hjælp. Umiddelbart og ved en isoleret betragtning kan de forklaringer på fattigdommens vækst, der anføres af skiftende direktioner, fattigbestyrelser og enkeltpersoner med tilknytning til det københavnske fattigvæsen forekomme vanskeligt gennemskuelige. Det gælder f.eks. de begrundelser, der findes i en oversigt over Københavns Fat