PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Københavns Fattigvæsen 1770-1840 69 er derfor hentet fra de af fattigvæsenets administrerende direktion offentlig­ gjorte lister over fattige under forsørgelse ved Københavns Fattigvæsen ved udgangen af årene 1824: 5.646, 1825: 5.869, 1826: 6.601, 1827: 7.171, 1828: 7.372.59 Det skal understreges, at ovennævnte tal ikke medtager de personer, der løbende året igennem har modtaget understøttelse af Københavns Fattigvæ­ sen - kun det antal, der modtog understøttelse på de respektive års sidste dag. Det virkelige antal af understøttede kan derfor være betydeligt større. Talop­ gørelserne hos Marcus Rubin er dog pålidelige i den forstand, at de giver et klart og sandsynligvis meget præcist udtryk for de konjunkturelle svingnin­ ger, som det københavnske fattigvæsen var underlagt med hensyn til antallet af forsørgede personer. Og endelig skal det tilføjes, at der for en stor del af de tal hos Markus Rubin, som det har været muligt at sammenholde med fattig­ væsenets egne tal, ikke har været nævneværdige uoverensstemmelser eller kun betydningsløse afvigelser. I ovenstående redegørelse for det numeriske omfang af de fattige, der søg­ te det københavnske fattigvæsens hjælp, er kun medtaget et spinkelt talma­ teriale. Hvad der her er fremlagt af tal, giver derfor kun et rids af fattigdom­ mens omfang - eller rettere: den del af de fattige, der var i den situation, at de måtte søge det offentlige fattigvæsens hjælp. Det var først i 1881, at det københavnske fattigvæsen gennemførte en ordning, hvorved registreringen af alle, der søgte hjælp fra fattigvæsenet, blev effektiv gennem oprettelsen af en “Hovedregistrant”.60 Forinden da var registreringen af de under fattigvæ­ senet indskrevne fattige underlagt skiftende principper. Således forandredes registreringsmåden i 1833 til kun at registrere enkeltindivider - og ikke som før: hele familier. Søgte eksempelvis en forsørger fattigvæsenets hjælp, så blev kun den person, der modtog understøttelsen, registreret. Ligeledes blev fra 1833 den enkelte fattige kun registreret eller optalt en enkelt gang, uagtet at vedkommende måske gentagne gange i løbet af året havde henvendt sig til fattigvæsenet.61 Dette førte til en reduktion i antallet af registrerede fattige, der modtog midlertidig understøttelse, hvilket forhold Marcus Rubin i øv­ rigt lader uomtalt. Forskellen i antallet af personer, der registreredes efter den ændrede optællingsmåde, de “interimistisk” eller midlertidigt understøttede, var imidlertid kun en nominel forskel. De ændrede optællings- og registre­ ringsprincipper fik naturligt nok ikke mærkbare økonomiske konsekvenser for det københavnske fattigvæsen. Underbalancen for 1833, som naturligvis var uafhængig af skiftende principper for registrering af byens fattige befolk­ ning, var omtrent lige så stor som i 1832.62 Den fattigdom, som Københavns Fattigvæsen kunne afhjælpe, afspejlede ikke fattigdommens reelle omfang i byen. Dels søgte Københavns Fattigvæ