EnUtopistsHistorie

146

at komme paa Tryk. Da Sabroe mange Aar efter havde studeret sig til Folketingsmand, var han blevet en meget veltalende Mand, hvis Spe­ cialitet var bred, ærlig Pathos. Jeg har hørt ham endevende en Forsamling i Folkets Hus paa Enghavevej; Tobaksarbejderske Fru Falck havde sagt Sort, og Folket jublede; men saa kom Sabroe og sagde Hvidt, og i et Nu var alle Fruens Paastande som fejede ud af Salen. Det var imponerende; de mange Hundrede Men­ nesker viste sig absolut holdningsløse. En lille Tid skrev jeg i Sabroes Blad; han sagde: — Ja jeg ved nok, Ipsen, at de ikke kan lide Dem henne ved Social-Demokraten; men de kan heller ikke lide mig! Og det var sandt; Partiklikken frygtede den fattige Sabroe der gik og samlede forsømte Børn op paa Gaden og tog dem med hjem til sin Hustru. Kort før han dræbtes ved Bramminge Jernbaneulykken havde han lagt Planen til Ud­ givelsen af et Blad der skulde hedde Den Lille Social-Demokrat. Det havde for Sabroe været den sikkre Vej ud i det Mørke der senere op­ slugte Marott ; Arbejderne vilde ikke have rørt en Haand for at redde ham. For saa vidt døde han i en heldig Stund. Og Partiledelsen stjal Liget, som de stjal Louis Pios Aske; der stod nogle forløjede Artikler i Arbejderpressen om