ChristenBerg_1911

— 125 —

des engang givet dette lille Interiørbillede: »De smilte ikke, de indlod sig ikke med andre, de var alvorlige og grundige, de røg i Vadmel lange Piber. Man havde et Indtryk af Puritanere fra Cromwells Dage«. Hvilken Modsætning til Hørups Gruppe efter dens Sprængning i Efteraaret 1890: Edvard Brandes, Christopher Hage, J. K. Lauridsen, Hen­ ning Jensen, Herman Bing o. s. v., hele »Poli­ tik e r s Redaktion og Medarbejderstab, — de røg sandelig ikke i Vadmel lange Piber, og de kunde nok smile, og ikke mindst af disse Puritanere. Det var snarere to Førere med deres Livvagter end to Grupper. Men disse to Førere, det var til Gengæld de to stærkeste Viljer i Venstre, de to eneste virke­ lige Folketribuner. Naar de førte deres Mærker sammen i Striden, vilde den blive haard. Men Faren drev over. Berg kom ikke mere ud at rejse ad de gamle Ruter, ad hvilke han var rejst saa tidt. Den Rejse, han nu rustede sig til, var den sidste store Rejse uden Følge. Ingen byder ustraffet sit Helbred det, Berg havde budt sit. Og dertil Skuf­ felsen, Ydmygelsen, Spændingen. Det havde været for meget. Han var vel ret kraftig endnu, men den, der saa nærmere til, naar man mødte ham i hans sidste Levetid, havde let ved at se, hvor tung han var bleven, og hvor hans friske Farve var afløst af en bleg Fedme. Paa den smalle og stejle Trappe op til den Tribune, hvorfra han talte ved den liberale Vælgerforenings Grundlovsfest den 5. Juni 1891,