Spejlet

Det gamle Kloster.

de nære Mure, som laa de milefjærnt, etsteds langt ude i Horizonten. At byde gamle Fo lk det, siger hun, og tramper tilbage til Klostret over Græsset, hvis Straa Kalken har ædt og svedet. Set. Mariæ Kloster har lidt en ublid Medfart. Hvad Tiden har ødelagt, har man udbedret uden Hensyn til Stil og Bygningsart. Blyindfattede Vin­ duer i Spidsbuestil er bleven erstattede med skæve Karme og banale Trærammer. E r en Sten faldet ud, har man puttet en anden ind, rød eller hvid, hvad der laa nærmest for Haanden. Med den plat­ teste Brutalitet har man udbedret og repareret, saalænge til Murene sank sammen over Hovedet paa Klosterets Beboere. Saa tog man fat paa en Restaurering og Ombyg­ ning som, naar den engang er fuldført, vil give Helsingør en Bygning af stor Skønhed, Landet et historisk Mindesmærke a f den højeste Værdi. Pro­ fessor Storck overholder nøje, assisteret a f den unge dygtige Arkitekt Hamborg, at Set. Mariæ Kloster genopføres i sin oprindelige Skikkelse. Med den største Nænsomhed og den inderligste Pietet følger de to Herrer den første Bygmesters Linjer og Struk­ tur. --------------- Det kneb under den omfattende Ombygning at finde Plads til Klosterets mange gamle Beboere. Man flyttede da Kvinderne over i et stort stjærne- livælvet, højloftet Rum, om hvilket Sagnet fortæller,

Man ved, det er bygget af Karmeliterordenen i det fjortende Aarhundrede. Hvem Bygherren er meldes der intet om. Han har ikke været bunden a f smaalige Pladshensyn. Der er højt til Loftet og vidt til Væggen i Klosterets Gange, i dets Sale og Stuer. Der hviler den sælsomste, som gennem Aar- hundreder fortættede Ro over det store Kompleks. Man ser intet L iv, og man spørger sig selv, om Svalerne, der kredser hjemløse og hvileløse over de væltede Murbrokker, er det eneste levende i dette store triste Øde. Graa og trist ligger Fraterhaven. Graa og trist synes Døden, gennem Epitafiers Knokkelhoveder, at stirre Beskueren i Møde. Paa nedtraadte eller sløjfede Gravhøje blomstrer den blaa Forglemmigej og den luende Valmue, Side om Side. Saa staar der pludselig en lille forkrøblet Kvinde­ skikkelse mellem Ruinerne og stirrer over mod de Nybygninger, der rejser sig der, hvor det gamle Kloster strakte sine Længer. Der lurer den sløvede Alderdoms Mistro i de Blikke, hvormed hun be­ tragter Kampestens-Fundamenterne. — Skidt, siger hun og spytter langt etter det ny Hus. Den unge Arkitekt, der er Bygmesteren, Professor Storcks Assistent, forestiller sig for den gamle Kvinde. — Ja , De er Præsten. Jeg ved det godt. Men Gud Herren i Himlen bevare En for nogensinde at komme derover, og hun peger med Haanden mod

- 99 -