Spejlet

op og i. Der hørtes Brøl og S tønnen fra Dame- kahy tten , og Opvartningsjom fruerne løb mod h inanden og skældte h inanden ud i deres for­ fjamskede Travlhed. Hlulp . . h lu lp . . um bø—i .. ratsch . . . gurle— gurle—gurle! — P la sk! en Sø over Dækket. — B um s ! en Dør i . — J om fr u ! J om fru ! — S n u r rr ! Sk ruen over Bølgerne. — Jom fru , J om fru ! — Ja—a, nu komm e r jeg! — Ba rdou s! to Jom fruer støde sammen. — Kan Di ikke se Dem for, Di, Fjols! — S n u rrr! Skruen nok engang over Bøl­ gerne. — Jom fru , Jom fru , jeg dør! — H lu lp— um bø—i—ratsch—gurle—gu rle—gurle . . . . . . det var, som ho ld t Hans Majestæt Satan K lu b b a l! ------- Men saa paa én Gang blev det roligere. — Man va r komm et i Læ af en eller anden ven­ lig Landtunge. Damperens slingrende Bevægel­ ser stilnede af; og F a rten gik m ere støt fremad. Skruen snurrede, hvo r den skulde; Døre og Luger hang smuk t paa deres Hængsler; Kvin­ derne tænkte ikke længere paa at dø; og Ka­ hy tsjom fruernes Sindelag blev forsonligere. — Clausen? — Ja . . .

Nu tro r jeg, at det værste er overstaaet. — Aa, Gud give det! Knagsted forsøgte at snige sig til at dreje sig om paa Siden; men lod sig sporenstrengs dumpe ned paa Byggen igen. — Jeg synes ved Gud, Du rø re r Dig? sagde Clausen forfærdet. (Selv laa han stadig stiv og stram , som skulde der tages en Gibsafstøbning over ham). — J a—a, jeg gjorde, sagde To lderen — men jeg fo rtryder d e t . . . — Ja, saadan noget skal m an ikke gøre, før m an er helt sikker. — Nej . . . Véd Du, hvad jeg n u vilde ønske, Clausen? — Naa? — Jeg vilde ønske, at der va r et Spejl oppe i Loftet, saa at jeg kunde se Dig! . . . Du ser vist grandios ud. Lige til at anbringe i et Mau­ soleum ! — Hum . . . — Clausen . . . Clau-se/7 ? — Ja ! — Du er jo »Naturdyrker«, ikke? H a r Du ogsaa ligget nu og været imponeret af dens »Storhed« og »Vælde«? — Næi, jeg h a r ikke . . .

— E r Du levende? — Ja—a . . . l i d t . . .