MiraklernesTid_1700

Tiggernes by

167 gængeriet til livs.40Også før Reformationen fandtes der altså en særlig religiøs holdning til arbejdet, ligesom det heller ikke kun var i de protestantiske lan­ de, at arbejdet betragtedes som noget nærmest sakralt. Lignende anskuelser vandt også frem blandt katolikkerne. I Frankrig blev arbejdet f.eks. fremstillet som en slags askese, idet det hed sig, at der var tre hovedgrunde til at arbejde: For at tjene sit brød; for at undgå dovenskab og lediggang og for at ”gøre bod ogfortjene Himlen ”. Såvel protestantiske som katolske reformatorer fremstil­ lede i 1500-tallet arbejdet som en hellig pligt. Denne noget eksalterede opfat­ telse af arbejdet skulle vokse til stadig nye højder i 16- og 1700-tallet.41 Så tidligt som i 1200-tallet fortælles der om uddeling af tiggertegn til vær­ dige fattige, der mod forevisning af tegnet kunne blive bespist ved fyrstens bord. Introduktionen af et sådant system signalerede en ny tendens hen mod en strengere kontrol med de fattige, hvor man også så på den enkeltes trang. Uddeling af tiggertegn var i sagens natur i modstrid med den katolske lære om, at det var de gode gerninger, der talte, ikke almissemodtagerens trang. Det vigtigste element i almissegivningen var giverens psykologiske intentio­ ner. Opfattelsen af, at nogle fattige var værdige, mens andre var uværdige ses også i et eksempel fra 1300-tallets Firenze, hvor en velstående borger i sit testamente bestemte, at hans efterladte formue skulle uddeles blandt byens fattige, men på en sådan måde, at ingen fik en større del af kagen end de øv­ rige. Man samlede derfor de fattige i kirkerne på et givet tidspunkt, hvor de modtog deres del af donationen, mens de én for én defilerede ud af kirken. På denne måde blev 17000 fattige florentinere betænkt.42 Kampen mod tiggerne og forsøget på at skelne mellem rette trængende og dovne snyltere forløb dog ikke uden modstand. Mange katolske teologer kæmpede imod de nye tendenser og forblev trofaste mod de ældre traditioner for almissegivning, som en afgørende vej til den enkeltes frelse. Domingo de Soto, prior for klosteret i Salamanca, understregede f.eks. i 1545, at almis­ segivning burde være tilladt, således at den rige kunne udøve gode gerninger, og i slutningen af 1550’erne skrev kardinal Siliceo fraToledo, at ingen skulle lukke døren for en fremmed tigger. At hjælpe de fattige bragte åndelige gevin­ ster. Forslagene om at indføre registre over værdige fattige og jage de uværdige ud af byerne bragte derfor også mange katolske teologer i oprør.43 I flere større europæiske byer begyndte myndighederne allerede i Sen­ middelalderen at tage hånd om tiggerproblemet ved at skabe et organiseret fattigvæsen, og det betød, at man måtte vurdere, hvem der trængte til hjælp, og hvem der blot var arbejdssky løsgængere. De første forsøg med anlæggel­ sen af verdsligt drevne hospitaler gjordes i 1300-tallet, og ved indgangen til 1400-tallet fandtes de i mange større europæiske byer.44 I København indret­ tedes det første verdsligt drevne hospital i 1530, da byens tre gejstlige fattig