MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

172

lov, som styrede menneskenes rige på jorden. Ifølge denne doktrin besad de verdslige autoriteter og lovgivere en særlig autonomi i styrelsen af deres jor­ diske riger. Her herskede den naturlige lov. Luthers tankegang fik store konsekvenser for synet på de fattige i de lu- thersk-reformerede lande. I det programmatiske hovedværk An den christ- lichen Adel deutscher Nation von der christlichen Standes Besserung fra 1520, hvor Luther fremlagde sit program, findes således en særlig sektion viet til det omsiggribende tiggerproblem. Og Luther var klar i mælet: ’’Det er af den største vigtighed, at man fuldstændig udrydder tiggeriet af den kristne verden. Ingen kristen må tigge om almisser”. Derpå opremsedes hvilke for­ anstaltninger, de verdslige myndigheder skulle iværksætte for at hæmme bet­ leriet. Systemets fundamentale princip bestod i, at enhver by skulle påtage sig ansvaret for sine egne tiggere og nægte fremmede tiggere adgang. Endvidere måtte man kun forsørge de ’’værdige” tiggere - altså de syge, de gamle og de mindreårige - som ikke kunne tage vare på sig selv, mens vagabonder og kri­ minelle, som blot ‘simulerede’ skulle afvises. De lokale myndigheder skulle nedsætte særlige kommissioner eller direk­ tioner, som i samråd med sognepræsterne skulle være ansvarlige for organise­ ringen af fattighjælp. Og, hvad der især var væsentligt for Luther, de fattige skulle ikke forsørges på en så overdådig måde, at de fik smag for lediggang. De skulle kun have tilstrækkeligt til, at de hverken døde af sult eller kulde. Det ville, hævdede Luther, være uretfærdigt at tillade nogen at leve i ledig­ gang, mens de profiterede, ja måske endda berigede sig selv, på bekostning af dem, som arbejdede og som gav dem almisse. Tiggeri forstyrrede det kristne samfunds harmoni og måtte rykkes op med rode. Midlet hertil var et detalje­ ret program for reformering af den verdslige fattigforsorg. I Luthers hjemby Wittenberg blev der i 1522, på foranledning afAndreas Karlstadt, organiseret et nyt verdsligt fattigvæsen i overenstemmelse med de lutherske principper. I Wittenberg skabte man for første gang en samlet ’’fæl­ lespulje”, hvorfra man kunne administrere hospitalerne og velgørenhedsin­ stitutionerne. Indsamlingen af penge skete gennem centralt administrerede kollekter til gavn for de fattige. Luther var begejstret for Karlstadts initiativ og året efter, i 1523, opstillede han selv en lignende ordning for den lille by Leisnig i Sachsen. Luthers reglement redegjorde detaljeret for, hvorledes fat­ tighjælpen skulle administreres. En kommission, udnævnt og kontrolleret af byens myndigheder, var ansvarlige for fattigmidlerne, de skulle holde regn­ skaberne, organisere almisseuddelingen og i nødstilfælde give rentefrie lån til folk fra menigheden, som var blevet ramt af ulykkelige omstændigheder. Luther var så begejstret for sit reglement, at han lod det trykke og distri­ buere med et forord, hvori han opfordrede alle byer til at følge Leisnigs ek