MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

32

cer i avisen, hvor de takkede personligt. ”Den blinde Kone i Springgaden” aflagde således i maj 1790 ”sin hiertelige Taksigelse til alle dem, som har ræk­ ket sin Haand til hende i hendes Nød og Elendighed” og tilføjede, at hun nu boede ”paa Ulfeldtsplads No. 122”.132Så vidste man, hvor man kunne finde hende! Senere samme år gengældte ”den blinde og sengeliggende Enke, som haver lagt saaledes i 10 Aar, boende i Lille Regnegade No. 192 anden Sal to Trapper op” ligeledes sine beskyttere ved at aflægge ”sit Hiertes inderlige Tak­ sigelse til enhver, som haver rakt hende Haanden, og tilbeder dem Herrens Velsignelse”.133Disse fattige, blinde kvinder trådte selv frem fra almissemod­ tagernes anonymitet og takkede deres hjælpere. På den måde sørgede de for, at givernes ønsker om de fattiges tak blev honoreret, og kunne vel derfor med rimelighed forvente at modtage flere almisser. Begge parter - giver og modta­ ger - fik hvad de ville have. Det hørte dog i reglen til undtagelserne, at almissemodtagerne indryk­ kede takkeannoncer i avisen. Deres røst hørtes som regel kun, når fattiginsti­ tutionernes almisseuddelere bekendtgjorde med hvor megen glæde og med hvor stor taknemmelighed, almisserne blev annammet af f.eks. St. Hans Ho­ spitals lemmer. For andre modtagere medførte deres borgerlige selvfølelse, at de ikke ønskede at træde frem i det offentlige rum med deres fattigdom. Denne gruppe af fattige blev i samtiden benævnt husarme, dvs. fattigfolk, ”som Stand, Alder og Skrøbelighed udelukke fra de offentlige Arbeydsanstal- ter, og Undseelse forbyder at betle, eller at aabne deres Nød for enhver”. Det var ærekære mennesker, der havde oplevet en social deroute og som knap nok ville vise sig på gaden af forlegenhed over deres forfatning.134 Formentlig var den almissemodtager, der i efteråret 1790 ærbødigt takke­ de ”Det respective Selskab, som den 9 Oct. paa Skydebanen uden Vesterport med en Gave af 32 Rd. 10 Sk. saa ædelmodig haver lindret min kummer­ fulde Tilstand” netop en sådan forlegen fattig. Det store almissebeløb vidner sandsynligvis om, at modtageren tilhørte borgerstanden. Man ønskede næp­ pe at skænke et fattiglem af jævn byrd så stort et beløb.135 På vegne af almissemodtagerne takkede fattiginstitutionernes ledere de al­ missegivere, der overholdt fattiglovene og afstod fra at modtage de fattiges tak gennem almissegivning på gaden. Ofte nøjedes embedsfolkene ikke med at takke på de fattiges vegne, men takkede også de barmhjertige givere på egne vegne. Da en kvinde i 1770 takkede for en vel overstået fødsel ved at donere almisser, aflagde inspektøren på Almindelig Hospital således ”den allerærbø- digste Tak (...) for denne de Fattige beviste store Velgierning”. Inspektøren ønskede tillige, ”at den barmhiertige Gud vilde fremdeles unde denne unge Kone og rettænkende Christen, sin Naade og Bistand; han bevare hende fra al Gienvordighed i hendes Egtestand, samt give, at hendes kiære Foster maa