MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

40

På på én a f de m ange belærende illustrationer i den tyske pædagog Joachim H einrich Campes Kort Sielelærefo r Børn (1790) ses en fin herre, derprangende giver en fa ttig m and almisse. Dét var efter dati­ dens norm er ukorrekt opførsel. Al­ misser skulle gives a f m edlidenhed og fo r at behage Gud. Ikke fo r at høste andres ros.

Skikken blev lejlighedsvis kritiseret, men en større handlingspræget kritik og bekæmpelse blev det aldrig til. Der fandtes endda højtstående gejstlige, der omtalte skikken i positive vendinger. Præsteskabet havde, til trods for at man udmærket kendte til offerkirkerne og forestillingsverdenen omkring dem, ikke vilje til eller ønske om at fjerne denne ikke-lutherske skik.12 Weikert har i analysen af offerkirkeskikken anskueliggjort mødet mellem den officielle lutherske bekendelse og offerkirkernes alternative fromhedsud- øvelse ved hjælp af en analysemodel til kategorisering af religiøse tanker og handlinger, der oprindelig er formuleret af den italienske historiker Carlo Ginzburg. Weikert har bearbejdet Ginzburgs model således, at de religiøse tanker og handlinger er grupperet i fire hierarkiske kategorier, nemlig 1) det foreskrevne - den helt officielle tro og dens ritualer, 2) det praktiserede - uof­ ficiel gudstro praktiseret af kirken, 3) det tolererede - uofficiel eller forbudt gudstro accepteret af kirken og 4) det bekæmpede — forbudt og modarbejdet overtro. Det foreskrevne og det praktiserede repræsenterer kirken i henholdsvis teori og praksis, altså konfession og ritualer, der ikke nødvendigvis er i over­ ensstemmelse med hinanden, men som praktiseres af kirken. Offerkirkeskik­ ken kan uden videre placeres i kategorien af ’’tolererede” religiøse forestillin­ ger og handlinger, da skikken som nævnt aldrig mødte egentlig modstand fra gejstligheden. Men Weikert hævder videre, at skikken ikke blot tolereredes af gejstligheden, men ligefrem udgjorde en del af den kirkelige virksomhed på det lokale plan. Skikken var med andre ord en integreret del af den lutherske gejstligheds praksis.173