MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

42

tilsagn: ”Fra en Christen efter Løvte, fordi Herren har beviist sine underlige Gierninger og frelst udaf Faren”.176Her blev et løfte om almisser til de fattige indfriet efter en bøns opfyldelse. Det havde stor betydning, at man overholdt sit løfte. Det kunne man læse om flere steder i Bibelen, bl.a. i Femte Mosebog 23,22, som en giver henviste til, da han indfriede et løfte i vinteren 1770: ”Når du aflægger løfte til Herren din Gud, må du ikke tøve med at indfri det. Ellers vil Herren din Gud kræve det af dig, og det vil blive regnet dig til synd”.177 Et løfte til Gud om bøn og almisser til gengæld for hans velsignelser var en alvorlig sag. Hvis man ikke holdt sin del af aftalen, kunne man regne med at pådrage sig Guds vrede. Men så længe man fulgte ’’spillereglerne” og indfrie­ de det givne løfte, kunne det være en udmærket måde at søge Guds hjælp på. Derfor ledsagedes almisse og forbøn ofte af løfter såsom: ’’Hvis Gud i Naade bønhører min Bøn, da giver jeg meget meere”.178Dette løfte blev givet sam­ men med en almisse (gave) på 24 skilling, og giveren ”T.S.” ønskede derved at blive Guds hjælp (gengave) beskåret, ligesom han yderligere gav Gud løfte om at gengælde med flere gaver til de fattige. De fattige eller præsterne indgik ofte i udvekslingen som et mellemled mellem giveren og Gud. I den tidlig moderne tids udvekslingsprægede sam­ fund var det naturligt, at også den fattige og ikke alene Gud skulle gengælde almissen, som nok glædede Gud, men jo også kom den fattige til gode. De fattige havde i sagens natur ikke mulighed for at gengælde med fysiske gaver, men til gengæld kunne de med fordel gå i forbøn for giveren hos Gud. De fattiges bønner var efterspurgt af almissegiverne, eksempelvis for den person der i sommeren 1770 gav 24 skilling ”til 2 Nødlidende, at de vil bede med mig, at Gud vil bønhøre min Bøn i min Nød, saa skal den Fattige ikke blive forglemt”.179 Giveren gav ligesom ”T.S.” almisse (gave) i håb om at blive bønhørt af Gud (gengave), som i så fald ville modtage yderligere almisser (løfte om gen­ gave). De to almissemodtagere blev tillige med Gud anmodet om at yde en gengave til gengæld for almissen, idet de skulle gå i forbøn for giveren. De fattiges forbønner var en slags gengaver, der igen gjorde almissegiveren de fat­ tige en tjeneste skyldig. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der i Adresseavisens almissenotitser kan aflæses en fast logisk struktur i almissegivningen. Almisse blev generelt givet enten i taknemmelighed over Guds nåde eller i bøn om Guds nåde. Ga­ ver givet i bøn ledsagedes ofte af et løfte om flere gaver til de fattige, hvis Gud bønhørte giveren. Lidt firkantet opstillet kan man sige, at en almisse ledsage­ des af en bøn om Guds gengave samt løfte om giverens gengave, hvis ønsket blev opfyldt. Guds nåde blev for at indfri løftet gengældt af endnu en almisse,

Made with