MiraklernesTid_1700

Thomas Lyngby

66

Frederiksholms Kanal og Ny Kongensgade, og fra samme ård Danneskiold- Laurvigs i Store Kongensgade. I den i 1749 anlagte Frederiksstad byggedes ikke færre end ni palæer i den nye rokokostil. Stod man i 1750’ernes slutning på den plads, hvor den monumentale Frederikskirke var ved at blive opført, og kiggede ind mod den nye bydel, mødte blikket på hjørnerne af Frederiksgade to ens palæfacader, der spejlede hinanden med gaden som symmetriakse. Tvillingepalæerne var opført af to medlemmer af Frederik 5.s Geheimekonseil, Frederik Ludvig Dehn og Johan Fiartvig Ernst Bernstorff. Længere fremme ad Frederiksgade nåede man bydelens centrale ottekantede plads, der omkransedes af fire ens udseende palæer, opført af Christian Frederik von Levetzau, der var deputeret i Kommercekollegiet, godsejerne Joachim Brockdorff og Severin Løvenskiold samt overhofmarskal Adam Gottlob Moltke.10Pladsens midte var reserveret til den rytterstatue af Frederik 5., som Asiatisk Kompagni havde bestilt hos billedhuggeren Jacques-Fran^ois-Joseph Saly. Tre af de fire palæer omkring rytterstatuen blev efter Christiansborgs brand i 1794 kongehusets nye resi­ dens, Amalienborg. Frederiksstadens øvrige tre palæer blev opført af Chri­ stian August von Berckentin, Wilhelm August von der Osten og Christian Lintrup, der som jysk født borgersøn havde tjent en formue. I 1756 adledes han under navnet Lindencrone. De fornemme huses kreds om de kongelige statuer på Kongens Nytorv og omkring den centrale plads i Frederiksstaden var sindbilleder på enevældens ideal. Kongen var den centrale figur, som den enkeltes gunst afhang af, men også en konge, der regerede via den elite, han omgav sig med. Den enevæl­ dige kongemagt bestræbte sig således på at omdanne standssamfundet til et rangsamfund. Status skulle ikke længere udelukkende være givet ved føds­ len, men være noget, man opnåede, når man færdedes i nærheden af kon­ gen, og denne begunstigede én med titler og rang. Kongerne søgte at stække den gamle, dansk-holstenske adel, der endnu sad på hovedparten af landets godser, ved at holde den borte fra en række embeder inden for hoffet, mili­ tæret og administrationen, hvor man i stedet med fordel kunne benytte sig af borgerligt fødte eller adelige af udenlandsk herkomst for herved at skabe en modvægt til den gamle adels magt.1 For at nå sit mål betjente kongen sig af en række værktøjer, der gjorde det muligt at tildele enkelte personer og grupper ære. Disse redskaber blev for­ maliseret nogenlunde samtidig med, at Kongens Nytorv tog form - på den tid, da Christian 5., der var den første konge, som havde arvet sin enevæl­ dige værdighed, tog over.12 Da majestæten et års tid efter sin tronbestigelse lod sig salve i Frederiksborg Slotskirke, havde han et par uger forinden ud­ stedt en rangforordning, der skulle skabe et fintmasket socialt hierarki med