MiraklernesTid_1700

94

Thomas Lyngby

Barn, der vil vandre varlig og viiselig i denne falske og forargelige Verden, hvorledes hand baade skal agere en god Politicum imod sig selv, saa og hos andre bd. 1, 1702, s. 82ff. 85 Georg Grefflinger: Ethica Complementoria. Det er: Complementeer-Bog Huorudi indhol­ dis en rictig Maneer, huorledis mand saa vel med høye som nedrige Stands-Personer ved Selskab oc Fruentimmer effter Hofve-Skick zierligen tale oc omgaaes skal, 1678, s. 29. 86 Christoph Henrich Amthor var dog ikke ukritisk overfor denne metode. Han anførte, at den tyske naturretsfilosof Christian Thomasius var fortaler for, at man skulle imitere de folk, man fandt mest fortræffelige, men fortsætter, at de mennesker man almindeligvis holdt for de fortræffeligste, ikke nødvendigvis var det, hvad sæder og levemåde angik. Amt­ hor fornægter omvendt ikke, at imitation kunne have en god effekt, Christoph Heinrich Amthor som ovenfor anført, s. 43f. Hvad moden i klædedragt angik, skrev han eksempel­ vis, at det var vigtigt at følge den, da man ellers holdt andre for narre, der ikke var værd at imitere, Ibid., s. 190. 87 Jfr. Georg Grefflinger som ovenfor anført, s. 29. 88 Jacques Lacan: Det ubevidste sprog. Psykoanalytiske skrifter, 1973; Ole Andkjær Olsen og Simo Køppe: Psykoanalysen efter Freud, 1996, 2, s. 848-853. Se også Jørgen Bonde Jensen: Mit navn er hare og andre essays. Modernitetens æstetik i praksis, 1984, s. 182ff. 89 Bettina Köhler som ovenfor anført, s. 237. 90 Ibid., s. 243. 91 Disse betragtninger er inspireret af Norbert Elias: The Civilizing Process. Sociogenetic and Psychogenetic Investigations, 2000. Et træk ved skizofreni er den manglende evne til at fortrænge effektivt (Erling Jacobsen: De psykiske grundprocesser. 2. udg., 1971, s. 23-29). Barokkens og rokokoens elite havde en udpræget bevidsthed om de forskellige roller, som de spillede i forskellige sammenhænge, og presset for at kunne tilpasse sin adfærd præcist til forskelligartede situationer blev stadig større - navnlig for den allerøverste elite, der skulle fremstå fejlfri og overmenneskelig i den repræsentative offentlighed. Det er næppe tilfæl­ digt, at de europæiske regenter i anden halvdel af 1700-årene kollapsede psykisk på stribe (f.eks. George 3. af Storbritannien, Christian 7. af Danmark og Gustav 4. Adolf af Sveri­ ge). Hvor den tidligere enevældes konger (Christian 5. og Frederik 4.) med held udviklede halv-paranoide karakteregenskaber, der gjorde dem skikkede til at herske, kammede Frede­ rik 5.s og Christian 7.s mentale habitus over i afstumpethed og skizofreni, og de blev ude af stand til at regere. Enevælden synes at være brudt mentalt sammen; intet menneske kunne rumme den stadig mere ekstreme kompleksitet, som man i fuld bevidsthed skulle indrette sin gøren og laden efter. 92 Peter Henningsen: I sansernes vold bd. 1, som ovenfor anført, s. 325-355. 93 Carl S. Petersen (udg.): Ludvig Holbergs samlede Skrifter bd. 4, 1913-63, s. 286. 94 Verner Dahlerup (red.): Ordbog over det danske Sprog bd. 10, 1919-56, sp. 1139. 95 Sml. Katie Scott som ovenfor anført, s. 97. 96 Ordet komfort dukker også op på dansk i begyndelsen af 1800-årene, se Verner Dahlerup bd. 10 som ovenfor anført bd. 10, 1919-56, sp. 1074. 97 Bettina Köhler: Nicht als Illusionen? Die Tröstungen des modernen Komforts. Werk, bau­ en +wohnen nr. 3, 2003, s. 7. 98 Jfr. eksemplerne i Verner Dahlerup bd. 2 som ovenfor anført, sp. 239-242. Bekvem i betyd­ ningen komfortabel kendes tilsyneladende ikke før 1800. 99 Ibid. bd. 2, sp. 243ff. 100 Lisbet Balslev Jørgensen: Enfamiliehuset, Hakon Lund (red.): Danmarks Arkitektur, 1979, s. 9ff; Johan Fjord Jensen, Morten Møller, Toni Nielsen & Jørgen Stigel som ovenfor an­ ført, s. 142-150.