abels død

Sin Husbond vækker hun - og halv med Gru

Til Teltets Baggrund hun ham fører nu,

Hvor fjernt i Krogen af den dunkle Bolig,

Af Skindet dækket, Abel hviler rolig.

Men Adam løfted Drengen paa sin Arm,

Og bar ham ud i Luften, frisk og varm,

Hvor ned paa Jorden han igjen ham lægger.

Saa løfter Dækket han - han bort det trækker,

Og Evas Kind medeet nu falmer bleg.

Qvælende Dunster op fra Drengen steg,

Af sorte Bylder var hans Legem plettet,

Hvert Træk af Liv og Skjønhed var udslettet,

Og i det stive Ansigt, guult som Leer,

Var intet Spor af Sjæl at finde meer. -

Vee! raaber hun: hvad er af Abel vorden?

En Skræk og Rædsel ligger han paa Jorden,

Et stinkende, et hæslig farvet Leer,

Hvorpaa med Afsky kun mit Øie seer! -

Og det varham, jeg næred ved mit Hjerte,

Ham, som til Verden jeg har født med Smerte,

Som i min Favn jeg krystede med Lyst,

Hvis Læber diede Melken af mit Bryst:

Imod mit eget Blod mit Blod oprøres! -

Men end af Nattens Skræk mit Blik omsløres;

Det Døden er jo! Først den Abel traf,