abels død

Saa faldt den over Kain med sin Straf

Og trykked Rovdyrsmærket i hans Pande,

Saa han sin Fødselstime maa forbande.

Thi som et Rovdyrs Blik var Kains Blik!

Den samme Vildhed, som og Dyrets fik,

Dengang af Haven ud med os det joges,

Og af den ubekjendte Frygt betoges.

Ja, begge mine Børn traf Dødens Haand!

Og Alt er opløst! Brudt er Blodets Baand!

Og som naar Vinterstorm bortveirer Løvet,

Saa ligger al vor Lykke nu i Støvet!

Som Strengen brister, brast og Evas Røst;

Hun kasted brat sig ned til Jordens Bryst,

Hvor lang Tid i sin Smerte hun laa stille.

Men Adam, som sin Hustru trøste vilde,

Skjøndt ingen Trøst paa Jorden meer han veed,

Sig sætter taus ved hendes Side ned,

Med Panden sænket under Livets Møie.

Da løfted Eva op mod ham sit Øie,

Til Randen fyldt af Taarens bittre Sø:

O, siger hun: hvi skulde Abel døe?

Hvad havde han forskyldt, at Dødens Smerte

Har lagt sig kold og haard omkring hans Hjerte?

Hvor var han kjærlig alt som lille Dreng,

Naar han gik med mig paa den grønne Eng,

Eller ved Teltet sad i Morgenstunden

Med muntre Blik, og legede med Hunden!