abels død

Hvor saae han op til Fuglene med Lyst,

Og hæved syngende med dem sin Røst,

Naar ved min Haand han vandred gjennem Skoven!

Og da han større blev og blev forvoven,

Hvor trofast var han da! Hvor fandt i ham

En modig Hyrde da de spæde Lam!

Saasnart fra Bjergets Rand et Dyr sig nærmed,

Strax fløi han til, og med sin Stav dem skjermed.

Og stedse var hanosen lydig Søn,

Og o! hvor var han brændende til Bøn!

Hvor gjorde med sit Hjertes rene Flamme

Han tidt for Herrens Aasyn os tilskamme!

Hvor i sin Uskyld var han klog og viis!

Altid han minded mig om Paradiis,

Thi naar jeg saae paa ham, steg i mit Minde

Hver Engel frem, jeg havde mødt derinde -

Og det er Alt forbi! Og aldrig meer

Ind i de klare Øine jeg ham seer,

Og aldrig meer, ved Lyden af hans Stemme,

Skal jeg mit Hjertes Glædesslag fornemme.

Vee mig, at jeg har Moderglæden kjendt!

Kun Smerten har jeg - Glæden den er endt.

Stum laa hun Dagen over. - Aftnen kom,

Og Adam, som paa Marken skued om,

Nu saae fra Skoven komme Ravn og Glente,