abels død

Som han paa Skriget og paa Flugten kjendte.

I Flok de samled sig, og som i Leg

De fløi i Luften rundt, og sank og steg,

Og slog med Vingerne, som de sig svaled,

Hvorpaa ved Abel ned de langsomt daled.

Først satte de paa Marken sig i Kreds

Og løfted Stemmen, skrigende og hæs,

Men snart han saae dem Abel heelt at skjule.

Da sagde Adam: Det er Skovens Fugle,

Som af den varme Damp nu drages til.

Paa Drengen deres Sult de stille vil;

Men skjøndt fra Livet bort hans Hjerte døde,

Skal han dog ikke vorde Ravnens Føde.

Sin Spade greb han, Abel til et Skjerm,

Og kyste bort den hele Fuglesværm,

Hvorpaa han grov en Grav, hvori han lagde

Sin unge Søn, mens han til Eva sagde:

See, nu opfylder sig jo Herrens Ord:

Af Jorden toges du, saa bliv til Jord!

Thi Støv du er, og naar dit Liv har Ende,

Til Støvet atter du tilbage vende! -

Og Eva seer opmærksom til ved Alt;

Hver Skeefuld Jord, der ned i Graven faldt,

Hun følger med sit Suk og sine Taarer,

Hver Klang af Spaden hendes Hjerte saarer.

Men dengang dækket var den friske Grav,

Fortvivlet hun til Smerten hen sig gav,

Thi frem for hendes Sjæl, i Gravens Billed,