abels død

Tabt! - Tabt og borte! hendes Læbe sukked,

Tabt! lød fra hendes Hjerte det med Gru.

Men Adam til sin Hustru taler nu:

Foruden Maal er her din Sorg og Klage,

Fra dette Dødens Hjem vi bort vil drage,

Thi hold dig rede næste Morgengry.

Men før i fremmed Egn vi søge Ly,

Jeg her paa Graven reise vil et Minde,

At Drengens Hvilested vi dog kan finde,

Ifald vi atter gjeste dette Land. -

Saa sanked Markens Stene sammen han,

De tungeste han vælted op med Staven,

Og lagde dem i Fiirkant omkring Graven,

Bestandig Steen ved Steen, og Lag paa Lag,

Og samled dem foroven i et Tag,

Der i en Spids løb op fra hver en Side,

Og reist nu stod den første Pyramide.

See, sagde han til Eva: Sytten Steen!

For hvert af Drengens Aar du finder een,

Men om den ene Grav de samles alle,

Og Abels Huus vi dette Sted vil kalde.

Men Eva græd dengang hun talte dem;

Thi dobbelt levende sprang Mindet frem,

Og hvert et Aar med alle svundne Dage