abels død

De slog det hurtig ned, som for at dølge

De Tanker, som de Begge dog forfølge. -

Men Middag kom, og Sletten de forlod,

Og opad gik det nu ad Bjergets Fod,

Og hvergang Evas Fødder bleve matte,

Op paa Kamelen Adam hende satte,

Og selv i Dyrets Nærhed han forblev,

Idet han snart det førte, snart det drev

Ad Stien frem, hvor Hjorden frygtsom tripper.

Bestandig Veien steg, og steile Klipper

Med dybe Kløfter gik de udenom,

Og tidt igjen tilsyne Dalen kom,

Naar ved en Dreining Blikket om de vendte,

Og over Stien det tilbage sendte.

Men stedse ødere blev deres Vei,

Snart Træer og Buske meer der fandtes ci;

Dog frem endnu gik Adam ufortrøden,

Thi først daunderdem laa Aftenrøden,

Og over Bjergets nøgne Klippetop

Med blege Straaler Maanens Lys steg op,

Saaes af Kamelen Teltet han at læsse.

Ved Kløftens Rand lod Faarene han græsse,

Paulunet under Fjeldet op han slog,

I Døren med sin Hustru Plads han tog,

Og logrende hos dem stod Hyrdehunden,

Hvem af og til han Føden stak i Munden. -