abels død

Men Eva saae paa Maanen og dens Skin;

See, sagde hun: hvor bleg og kold dens Kind!

I hvide Straaler Abels Huus den klæder,

Og seer paa Veien ned, hvor Kain træder.

Og Adam svared: Døden er den lig!

Men Herrens Ord nu har stadfæstet sig,

Dengang med mig han Jorden og forbanded,

Thi hele Veien har hans Ord jeg sandet:

Hvert Græs vil visne, som jeg traadte paa,

Hvert Træ forraadne, som mit Øie saae,

Hvert Dyr jeg traf, er for et andet Føden,

Hver Fugl, der fløi, kun flyver frem mod Døden.

Vi - sukked Eva - vi har Lod med Alt!

Thi og paa os Forbandelsen jo faldt,

Og mere fattige vi nu er blevne,

End dengang vi af Paradiis blev drevne.

Men Begge taug - og rundt om sig de saae:

Kun sønderrevne Klipper traf de paa,

Der stod med spidse Takker, mørke, stive.

Høit overdemhang Maanens hvide Skive,

Der skinte sparsomt ned paa Bjergets Sti.

En eenlig Rovfug! Teltet fløi forbi

Og skrækked Hjorden med sin Vinges Susen,

Og dump fra Dybet op lød Flodens Brusen.

VI.

Den anden Morgen videre de drog.