abels død

Paa deres Vei de lette Taager jog,

Som Natten havde født paa Klippetinden;

Men snart de saae dem føres bort af Vinden,

Mens selv ad Stien langsomt de drog op.

Ved Middagstid de naaede Bjergets Top,

Og Adam steg til Kuplens Rand med Møie.

Ud over Verden kasted han sit Øie;

Som paa sin Throne Jordens Herre stod,

Med Verdens hele Rige for sin Fod,

Og atter her det Bud han troede høre:

I Jorden underdanig Eder gjøre! -

Forventningsfuld og øde Jorden laa,

Ret som de Slægter kun den vented paa,

Der skulde fra det første Par udspringe,

For i den lange Kamp den at betvinge.

Til alle Kanter Adam saae sig om,

Det endeløse Fjerne mod ham kom,

Og grændseløs sin Bolig han erkjendte. -

Men da til Nedgang nu han Foden vendte,

Til begge Sider deelt han Bjerget saae;

Fra begge Sider Kløfter nedad gaae,

Som i saa snever Krumning frem sig vinde,

At kun en enkelt Vandrer Plads kan finde,

Og ad den ene Kløft han Veien tog.

Kamelen langsomt efter sig han drog,

Bagefter fulgte Eva, derpaa Hjorden,