abels død

Som Hunden nedad drev og holdt i Orden,

Saa Een for Een den Klippen gik forbi.

I Bugter slynged sig den steile Sti,

Paa deres Vandring tidt de maatte hvile,

Og tusind Kilder saae de ned at ile,

Og Bæk ved Bæk løb uden Ro og Rist,

Til i en Strøm de samledes tilsidst,

Der gjennem snevre Pas sig maatte stride,

For længer nede rolig frem at glide.

Men stedse dybere steg Toget ned,

Paa aldrig seete Stier frem de skred,

Bestandig langs med Fjeldets brede Revne;

Og Bjergets Stene blev nu mere jævne,

Og alt som imod Dalen ned de drog,

De vilde, nøgne Klipper Afsked tog,

Og Træer og Buske de paany nu mødte.

Med større Lethed Foden frem de flytte,

Og Veien svandt mens Dagens Timer svandt.

Igjen de ved en Flodbred sig befandt,

Og atter saae de Palmetræets Krone,

Og atter Fuglesang de hørte tone,

Thi stedse nærmere de Sletten kom.

En Stund der gik; da bøied Stien om -

Og pludselig de saae mod Østen borte,

Ved Dalens Ende, Paradisets Porte,

Og Begge skjalv ved Synet, thi de saae

Cheruben straalende for Haven staae,