abels død

Og i hans Haand dem Flammesværdet skrækked,

Der ned var sænket, saa det Porten dækked.

Da sagde Adam: Ad en uret Vei

Fra Bjerget ned i Dalen søgte jeg,

Og Stien opad maae igjen vi drage.

Til Fjeldets Top vi vende maae tilbage,

Thi dette Land jo hører Herren til.

Kun Natten over her vi tøve vil,

For efter Vandringen vor Fod at hvile;

Saasnart de første Morgenstraaler smile,

Begynder atter vi vor tunge Gang. -

Sit Telt han reiste paa den grønne Vang,

Omkring det leired Dyrene sig stille,

Og Alle sang i Slummer Dalens Kilde.

VII.

Endnu før Daggry Eva vaagned brat -

Forsvunden Drømmen var, som denne Nat

Til Paradisets Lunde hende førte,

Men end dens Skjønhed hendes Hjerte rørte.

Med den i Tanken hun paa Leiet laa;

Tilbage mod sit svundne Liv hun saae,

Og hvad hun nys i Drømmens Syn erfared,

Som klare Minder nu sig aabenbared.

Hun tænkte paa den Dag, da første Gang

For hendes Øre Livets Toner klang;