abels død

Da første Gang fra Jorden hun sig hæved,

Og med Forundring følte, at hun leved;

Da svimlende hun sendte rundt sit Blik

Og første Gang isyne Adam fik;

Da han med Jubel hende løb imøde;

Da i Forening deres Stemmer løde,

Og, talende, hun første Gang erfoer,

At der er Glæde, som har ingen Ord.

Hun mindedes, hvordan ved Aftentide

Hun Haven heelt gik rundt ved Adams Side;

Hvordan de Begge stod ved Kildens Rand,

Og saae sig selv afspeiled' i dens Vand;

Hvordan de under Træet sad fortrolig,

Og skued om i deres skjønne Bolig.

Hun mindedes den Røst, der til dem lød,

Da Solen sank bag Løvet purpurrød,

Og Hjertets Slag hun syntes end fornemme,

Da Adam hvisked: det er Herrens Stemme.

Hun tænkte paa, hvordan ved Livets Træ

Hun sank til Jorden, og med bøiet Knæ

Fornam en Fryd, som ingen anden ligned,

Da Herrens Haand dem beggeto velsigned -

Alting saa levende for Tanken stod;

De gamle Dage deres Dyb oplod,

I hendes Øie traadte milde Taarer,