abels død

Thi Mindets Glæde nu som Smerte saarer.

Men svagt i Østen lysned det igjen;

I Teltets Dør hun sagte træder hen,

Og i den blege Dæmring ud hun skuer,

Hvor i det Fjerne Flammesværdet luer.

Mod Himlens Hvælving hendes Øie gik -

Dermødte Morgenstjernen hendes Blik:

Med mægtig Straaleglands, der rolig blinked,

Mod Østen fremad hendes Sjæl den vinked.

Bevæget Eva mod dens Straaler saae;

Som dragne fremad hendes Fødder gaae

Fra Teltet ned i Dalen, langt og længer,

Mens fast ved Stjernen hendes Øie hænger.

Det var, som til dens Trøst hun maatte tye,

Det var, som drømte hun sin Drøm paany,

Som Livets Morgenskjær sig atter tændte,

Og ned i hendes Hjerte Straaler sendte.

Endnu som Maalet vinkende den stod,

Endnu til Vandring drog den hendes Fod,

Og frem i større Hast hun monne ile,

Som om hun haabed, i dens Skin at hvile.

Da blegned den medeet - Hun saae omkring,

Og purpurrød var hele Himlens Ring;

Og da fra Himlen hun mod Jorden skued,

Da stod for Haven hun, hvor Sværdet trued.

Dybt bæved Eva - mægtigt, lig et Lyn,