abels død

Slog ned i hendes Sjæl det kjendte Syn.

Som truffen af et Slag hun først foer sammen,

Men snart i hendes Hjerte tændtes Flammen.

Fremad mod Haven gik hun. Fyldt af Mod

Hun kasted ned sig for Cherubens Fod,

Der holdt fra Paradisets aabne Porte

Med Flammesværdet hver en Skabning borte.

O - stammed hun - du, som blev kaldt af Gud,

Dengang af Haven her han drev os ud;

Du, som hans Villie og hans Naade kjender:

Skjenk i min Nød mig Trøst, som aldrig ender,

Lad mig min Glædes Bolig atter see! -

Da lød Cherubens Røst: Hans Villie skee!

Og opad han mod Himlen Sværdet vendte,

Der, blussende, nu som en Fakkel brændte,

Og ved den unge Morgenrødes Skin

Saae Eva nu i Paradiset ind -

Hvor lufted mildt det fra de køle Gange,

Hvor end hun søgte Mærket af sit Skridt!

Hvor toned Haven rundt af Fuglesange,

Der om hver Morgenvandring minded blidt!

Hvor saae sin Ungdoms Blomster hun at prange!

Hvor hæved Træerne sig rankt og frit!

Hvor skinned Floden blank ved Himlens Gløden!

Hvor glimred Duggen frisk i Morgenrøden!