abels død

Alt som forklaret var; ei mindste Hindring,

Naar ind hun blandt de spredte Stammer saae.

En Duft fra Græsset opsteg, til en Lindring

For hver en Smerte, der kan Hjertet naae.

Alt var som nyt, og dog var Alt Erindring,

Hvert ydre Syn et indre føde maa:

Og Eva stod for Haven som fortryllet,

Med Haabet for sig, men i Mindet hyllet.

Da dreied hun tilhøire hen sit Øie -

Og over Øiets Glands sig trak et Flor:

Et mægtigt Træ sig hæver mod det Høie,

Men Dødens Fugl kun i dets Krone boer.

I stolte Bugter sig de Grene bøie,

Hvis bittre Frugt blandt mørke Blade groer.

Det dunkle Kundskabstræ hun strax gjenkjendte.

Og bort med Gysen hun ihast sig vendte.

Hun retted Øiet mod den anden Side,

Og søgte til sin Trøst nu Livets Træ -

Dets Krone seer hun, fuld af Blomster hvide,

Der alle skjermedes af Løvets Læ.

Fra dem mod Stammen hendes Blik nedglide;

Men ved sit Syn medeet hun sank i Knæ,

Og som i Glæde vilde Hjertet briste,

Og af sig selv hun ikke mere vidste.