abels død

Thi pludselig Cheruben sænked Sværdet.

VIII.

I Teltet Adam ei fandt Eva meer.

Mod Dalen urofuldt hans Øie seer,

Til alle Kanter speider rundt hans Blikke,

Til Bjergets Sti han gaaer - hun er der ikke,

Og til Paulunet søger hjem hans Fod.

Men Timer gik - ved Hjorden end han stod,

Og paa Kamelen hviilte han bedrøvet

Sin Arm og Pande, som af Skræk bedøvet.

Nu - sukked han - nu er mig Dagen Nat!

Nu har endogsaa Qvinden mig forladt,

Og eensom jeg paa Jordens Kreds er vorden. -

Da faldt hans sorgbetyngte Blik mod Jorden,

Og ved sin Fod han skued Hunden staae.

Med Øiet spørgende den paa ham saae,

Som til hans Sorg den vilde vide Grunden.

Og Adam sagde: Trofast dog er Hunden!

Den som de Andre mig forlader ei.

Den skal mig følge paa min øde Vei,

Som Mindet og som Resten af det Hele,

Og hver Dag vil mit Brød med den jeg dele.

Sit Blik fra Jorden løfted han igjen;