abels død

Hvert Øieblik hun drager Kappens Flig

Fra Sønnens Ansigt bort, for at erfare

Om end ei aabnede hans Øine vare,

Om end ei Sjælen vaagned af sit Blund -

Men kun dens lukte Porte skuer hun.

Hvert Øieblik hun bøier ned sit Øre

Imod hans Bryst og Mund, for der at høre

En Klang af Livet i hans Hjertes Slag,

Et Budskabfradet i hans Aandedrag -

Men Alt er stille som i Dybets Huler.

Naar da igjen med Dækket hun ham skjuler

Og Adam spørgende paa hende seer,

Da kommer intet Svar fra Læben meer,

Hun ryster kun paa Hovedet i Smerte,

Og trykker Abels Haand imod sit Hjerte;

Og Timer kom og gik paa denne Viis.

Medeet hun raaber: Føl! saa kold som Iis!

Omkring hans Hjerte Vinterkulden klemmer! -

I Lammets Klædning svøber hun hans Lemmer,

Og til en Lindring i sin egen Nød,

Hun tager op hans Hoved i sit Skjød.

Men Adam, som sin Søn ei slippe vilde,

Til Drengens Hoved flytted hen sig stille,

Og da tilsidst, af Dagens Taarer mæt,

Sig ogsaa Evas Øie lukked træt,

Og hendes Pande sænked sig mod Barmen,