abels død

Den sender til den unge Hyrde ned,

Saa Jorden om hans Leie brænder hed,

Og fra hans klamme Lemmer Dampen stiger -

Men fra hans Hjerte Kulden dog ei viger.

Og Adam og hans Hustru kom og gik,

Men ingen Trøst af Synet meer de fik,

Thi hvergang hen til ham paany de vandred,

Hans Aasyn tyktes dem end meer forandret. -

Saa hengled Dagen - Solen sank som Blod,

Og foran Abel beggeto de stod,

Lig Taarepile, der sig nedad bøie.

Da løfted Adam pludselig sit Øie

Og sagde til sin Hustru: mindes du

Hvad Herren talte? Husker du endnu

Hans Ord i Haven under Aftenrøden,

At hvis vi aad af Frugten, var det Døden?

Og hvad er Døden? hvisker Eva. Jeg,

Gjensvared hende Adam, veed det ei;

Men siden den Tid vi tog Vandringsstaven,

Da Herrens Vrede drev os ud af Haven,

Har denne Død jeg altid baaret paa;

Og overalt, hvor noget Nyt jeg saae,

Jeg maatte tænke: Hvis nu D e t var Døden?

Hvis her du endelig fik Løn for Brøden?

See, denne Tanke kom igjen mig nær:

Hvis det var Døden, som vi skued her?

Thi ubekjendt som den er og mig Drengen,

Som der han ligger stum og bleg paa Engen.