abels død

Som Skyggen af en Skikkelse at staae.

Indgangen halvt den dækked, fremad bøiet

Som om i Teltet ind den vendte Øiet,

Og, mens ei rørte sig det mindste Fnug,

Hun hørte tydelig et dæmpet Suk.

Det fra et Hjerte kom, der, fyldt af Længsel,

Var nys brudt ud af Eensomhedens Fængsel,

Fra Nag og Anger, Skræk og Angst og Vee,

For eengang end sit tabte Hjem at see.

Men Eva reiste sig fra Leiet stille,

Og sagtelig - thi ei hun skræmme vilde

Den bange Skygge - flytted hun sin Fod,

Til hun i Teltets Dør paa eengang stod.

Ved hendes Syn sit Hoved hurtig hæved

Den dunkle Skikkelse - den heftigt bæved,

Og vendte sig fra Teltet om igjen,

Og flygted iilsomt over Marken hen.

Men Eva, som sin Førstefødte kjendte,

Nu søgte ham i Flugten at indhente.

Min Søn! hun raaber: Kain, forlad mig ei!

Gaa ei i Skoven paa den øde Vei!

Dog lig et jaget Dyr, der Spydet frygter,

Hans Mund er bunden - fremad kun han flygter,

For Skjul at søge for sin Moders Blik.

Da var det som om Eva Vinger fik:

Hun følte kun den Nød, han havde fristet,

Hun følte, at sin Søn hun havde mistet,

Og før sit Skjul han fandt, hun var ham nær,