abels død

Just som i Østen gryede Dagens Skjær.

Sin Arm hun strakte ud, for ham at fange,

Da vendte han sig om - paa eengang bange

Og truende med knyttet Haand han stod;

Hans Blik var vildt, og et fortvivlet Mod

Om Munden og om Panden trodsigt svæved.

Dybt i sit Inderste hans Moder bæved,

En Gysen hendes Hjerte gjennemfoer,

Paa hendes Læber døde Suk og Ord,

Og Svimlens Taage hendes Øie blendte.

Men Kain hurtig sig mod Skoven vendte,

Og om hans Fødder rasled Løvets Blad

Før Skrækkens Nat for Eva skiltes ad,

Før mat, med Hjertet knuust, men uden Klage,

Hun eensom over Marken gik tilbage.

IV.

Fra Himlen lyste Morgensolens Skin

Dengang i Teltet Eva traadte ind,

Men paa sin Gang hun sky tilbage viger.

Forpestet Luft imøde hende stiger,

Saa hun beængstet føler sig som før,

Dengang af Søvnen op hun vaagned ør.

Hun standser - men nu hurtig hun sig fatter,

Og ind ad Teltets Dør hun træder atter.