FraDengamleHerresSkuffer

106

føler dybt, hvad jeg skylder en Mand, som vil besejre saa mange Vanskeligheder for min Skyld. Jeg vil aabent tilstaa Dem, at en varm Tak fylder mit Hjerte. Men, Deres Højhed, naar alt kommer til alt, — jeg kan jo dog ikke under nogen Omstændigheder give et Sam­ tykke paa staaende Fod, — saa maa jeg først gøre mig selv klar over, hvad jeg vil og bør , og da føler jeg mig ikke stærk nok til at bestemme vor Fremtids Skæbne uden Raad fra mine Forældre, til hvem jeg har den mest ubegrænsede Tillid. Husk, at jeg er i en vanskelig Stilling, langt borte fra mit Fædreland: en ung, elskværdig og udmærket Fyrste vedbliver at gøre mig Tilbud, der paa én Gang er blændende og farlige for enhver ung Pige, som kun har sin egen Forstand at rette sig efter. Jeg vover derfor med Sikkerhed at turde appellere til Deres Højsind om ikke at trænge paa — især da jeg mangler et indvendigt Forsvar mod mig selv, og da jeg staar uden Raadgivere og Beskyttere. Opsæt derfor, beder jeg Dem, Deres Angreb paa mit Hjerte, til jeg er blevet i Stand til at faa mine For­ ældres Støtte. Dette er mit absolut sidste Svar, Deres Højhed, jeg kan forsvare at give Dem nu“ . Imidlertid maa Frederik den Sjette have faaet Nys om Sagen; thi under en Privataudiens, Sneedorjf havde hos Kongen om andre Sager, endte denne med at sige: „Jeg finder, at Prinsen af Reuss er en Vindbeutel, og jeg har hørt, at De heller ikke synes om ham". Snee­ dorjf svarede, at han kendte lidet eller intet til Prinsen og i hvert Fald aldrig havde udtalt sig om ham, og saa tilføjede Kongen: „De vilde dog vist præferere den yngre Broder til Svigersøn?“ og mundrapt paa sin Post riposterede Admiralen: „Han er en solid Mand; men det