FraDengamleHerresSkuffer

116

Minde er dog det, at det var ham, der ejede „disjecta membra poetæ“ , og hvem selve Johannes Ewald be­ tragtede som sin Arvtager, men som opgav denne per­ sonlig voksende Trang til at sværme — for at uddanne unge Kadetter. Der er næppe nogen dansk Søofficer, som kender sin Etats Historie, som ikke tillige erkender, at Sneedorjf i de 38 Aar, hvor han virkede for Uddan­ nelsen af danske Søofficerer først som Lærer, senere som Chef for det danske Søkadetakademi, havde Æren for, at vi Danske hævdede vort Ry som tapre paa Søen i de vanskelige Aar 1801— 14. Søkadetakademiet havde sin Bolig netop her, — paa Billedet til højre, — da Sneedorjf var Chef, og selv om han var en streng Mand, lykkedes det ham dog at vinde alle de unges Hjerter, fordi han var retfærdig. Der eksisterer tre, nu længst forglemte Meddelelser om den Maade, hvorpaa han vogtede og værnede sine unge — det er ikke Anekdoter; thi ansete Søofficerer har fortalt dem, og de skal derfor gengives her, fordi den, der kender dem, vil komme til at holde af Snee­ dorjf, naar han kommer til at tænke paa dem, medens han gaar over Amalienborg Plads. En Kadet, som var en stor og stærk Prygl — for­ tælles der — var en Aften kommen i Klammeri paa Gaden med tre Garderofficerer. De var alle fire i Uni­ form. Klammeriet udartede til Haandgribeligheder, og Affæren endte med, at Kadetten bankede de tre Garder­ officerer ordentlig af. Imidlertid forstod Kadetten, at dette kunde blive en meget alvorlig Sag for ham, hvorfor han straks gik til Sneedorjf og gav ham en aabenhjertig Beretning af det passerede, idet han tilføjede, at han vel vidste, at han havde handlet meget galt og derfor var forberedt paa Straf.